Dav Nina!

Mit bud på ugens ord er et af dem, der fylder rigtig meget hos mig:

Natur

Jeg er en naturpige. En udensdørsdame. En skovperson. Du ved, hvad jeg mener. Jeg kan godt lide at være ude i det fri. Allerhelst alene. Hvis der er noget, der kan gøre mig ‘zen’, så er det en gåtur i naturen. Jeg har altid være meget udenfor. Da jeg var lille, foregik de fleste af mine lege udendørs. Naturen (den lille ‘skov’ mine forældre har i haven) havde plads til mig, min usynlige ven, Mimi og alle vores eventyr.

Jeg startede endda til spejder, fordi naturen bare er så fed. Men jeg holdt ikke ret længe. Det der fællesskab i naturen, det sagde mig åbenbart ikke noget. Jeg stoppede i hvert fald. Efterfølgende har jeg tænkt, at jeg nok ikke så godt kunne lide at være spejder, fordi det indebar, at man var sammen med en masse mennesker i naturen. Og naturen var blevet mit alene-sted. Det havde jeg ligesom ikke lyst til at dele med nogen. Det var magisk. Det er magisk. Jeg elsker stadig at tage på eventyr i naturen, nu er det bare uden usynlige venner.

Jeg elsker naturen, men jeg er en ægte millennial, så jeg dokumenterer den også ofte.

Som voksen er naturen, der hvor jeg tager hen, for at være alene, når jeg er blevet træt af mit eget selskab. Når min lejlighed bliver for lille og ensom, men jeg heller ikke orker at se andre mennesker. Så hænger jeg ud med Moder Natur. Hun er god til at lytte. Hun får alting til at virke ligegyldigt. På den bedst tænkelige måde. For i det store billede har jeg ingen betydning. Og det er den mest befriende følelse i verden, synes jeg. Alle de ting jeg render rundt og bekymrer mig om, de bliver så trivielle, når jeg fortæller dem til Moder Natur.

Mig: Jamen, hvad hvis nu jeg ikke består min eksamen?
Moder Natur: Hvad rager det mig, unge dame. Prøv du at holde denne her synkende skude oven vande, så ville du slet ikke tænke over sådan nogle ting. Kan du måske få bladene på træerne til at skifte farve? Lave lyn og torden? Sætte Danmark i undtagelsestilstand med en sommer på mere end 14 dage? Nej, det tror jeg nok ikke, du kan. Bestå din eksamen, tsk tsk. Vær du bare glad for, at jeg ikke oversvømmer hele København.

Hvad kan jeg sige? Moder Natur keeps it real, Nina. Hun sætter tingene i perspektiv, når jeg ikke selv kan se ud over min egen næsetip.

Nedenfor kan du se, hvordan et af mine vildere eventyr i naturen har set ud. Sidste sommer tog jeg en weekend til Møn. Det gjorde gode ting ved min sjæl. Og mit instagramfeed.

Det var min kærlighedserklæring til naturen, Nina – hvad har du at sige om the big outdoors?

Dav Nina!

Zzz… Middagsluren… ved jeg ikke rigtig, hvad jeg skal synes om. Jeg benytter mig ikke af den så tit af frygt for ikke at kunne falde i søvn om aftenen. Og fordi jeg er bange for at ikke at komme i gang igen efter luren.

Det første jeg kommer til at tænke på, når jeg læser ordet ‘middagslur’ er min farmor. Hun var en stor tilhænger af middagsluren. Hver dag efter frokost, tog hun lige en halv til en hel time på øjet. Og den vane blev også håndhævet, når jeg var på besøg. Jeg har kun gode minder om de middagslure.
Generelt har jeg kun gode minder fra mine besøg hos farmor. Her fik man lov til at sidde på køkkenbordet og røre i frikadellefarsen! Et himmelsk sted. En himmelsk farmor. Og farfar for den sags skyld. Han elskede også middagslurene. Ham husker jeg bare ikke så godt, fordi han døde, mens jeg stadig var ret lille.

Det var ikke fordi jeg rigtig sov, når vi sov middagslur hos farmor og farfar. Det var mere sådan et tidsrum, hvor der var helt stille i huset. Fuldstændig ro. Jeg kunne høre min farmors vejrtrækning og det gamle ur, der hængte på væggen og tikkede. Og det gav jo rig mulighed for min fantasi til at løbe løbsk. Nogle gange faldt jeg også i søvn. I hvert fald tæt på. Uanset hvad var middagsluren en hellig tid på dagen. En pause midt i det hele.
Middagslurene med farmor foregik altid i hverdagsstuen. Hvilket er et mærkeligt navn at give en stue. Men det hed den bare. Der var hverdagsstuen, havestuen, den fine stue og spisestuen. Hverdagsstuen var (sjovt nok) den, der blev brugt til hverdag. Og den der blev sovet middagslur i. Undtagen i de koldeste måneder, hvor man lå i sengen.

Nu til dags tager jeg sjældent en lur. Men når det sker, bliver jeg indhyllet i den samme ro som dengang hjemme i hverdagsstuen hos farmor. Det er den ultimative form for luksus og tryghed. Jeg kan tydeligt mærke det på mig selv, om det er en middagslur-agtig-dag. Så kryber jeg ned under mit sengetæppe og lukker øjnene. Og så bliver der helt ro. Ligesom hjemme hos farmor.

Dav Nina

Så er det blevet min tur til at komme med næste ‘Ugens ord’.

Jeg har tænkt på, at vi har haft nogle gode, men tunge, emner oppe at vende. Så for diversitetens skyld, går jeg i en mere fjollet retning, i denne omgang:

Leverpostej

Ja, jeg ved godt, det er lidt latterligt. Men denne genre med ‘Ugens ord’ skal kunne rumme det hele. Så nu skal vi skrive lidt om leverpostej.

Jeg er vokset op med leverpostejsmadder. Jeg ville ønske, at jeg havde et præcis tal på, hvor mange jeg spist indtil nu. 1000? 3000+? Det er i hvert fald rigtig mange. Og jeg spiser dem stadig. De er en ret fast bestanddel af min frokost. Det er billigt pålæg, og den kan holde ret længe i køleskabet. Og man kan fryse den ned! Meget praktisk.

Min yndlings leverhakker er Stryhns den grovhakkede. Det er den mor altid køber, så den køber jeg også. Selvom den er lidt dyrere. Da jeg lige var flyttet hjemmefra og skulle handle for første gang, vandt min sparsommelighed, og jeg købte i stedet den billigste. Kæmpe fejl fra min side. Jeg smed den straks ud efter kun at have spist ét rundtenom rugbrød med den.
Dét er virkelig et sjovt ord til gengæld. Rundtenom. Er det en bonderøvsting, eller kender du også det ord, Nina?

Da jeg var lille, syntes jeg lun leverpostej var super klamt. Men jeg har lært at værdsætte det, efter jeg er er blevet voksen. Nu ser jeg virkelig frem til en julefrokost med lun leverståhej, champignon og bacon. Mums!

Hvad er din holdning til leverpostej? Hot or not? Det er ikke ligefrem moderne, sådan et rundtenom med leverpostej med ristede løg. Eller agurk. Eller med syltede rødbeder! Det bedste ved leverpostej er faktisk toppingen. Men selv en god topping gør ikke leverpostejsmadden mere insta-værdig. Den er lidt den kiksede fætter i familien af smørrebrød. Den tager sig aldrig rigtig godt ud på billeder, men den er stadig de flestes favorit.

Leverpostej 4 ever <3.

Dav Nina!

Jeg var også helt elendig til at være teenager. I hvert fald ud fra den traditionelle ‘oprørske’ definition, som man oftest tildeler ordet.

Mine teenageår var ret uproblematiske. Udadtil. Indeni var det jo en orkan af 8000 forskellige følelser på én gang. Så mange tanker, at man ikke kunne nå at tænke på dem alle sammen.
Så jeg skrev dagbog for at kunne få det hele med – noget jeg har udforsket i dette indlæg.

Nørd, dengse, fedterøv, duks, Silas – kært barn har mange navne
Det fedeste ved ikke at være teenager længere er, at alting ikke behøver at være det vigtigste i verden. Jeg husker min tid som teenager, som en tid, hvor jeg tog alting alt for seriøst. Det var en dramatisk periode. Ikke fordi, der hændte mig en masse vilde ting. Jeg skejede ikke ud på nogen måde, men mit hoved var all over the place. Og så var jeg i mange omgange vildt forelsket i flere drenge på én gang. Jeg havde så meget looooooove at give af. Desværre var drengene ikke rigtig med på den. Det havde måske noget at gøre med, at jeg var lidt af en nørd. Okay. Jeg var en ægte dengse. En rigtig Silas. Det har aftaget lidt med årene, men jeg er godt klar over, at jeg inderst inde er lige så autoritetstro og pligtopfyldende, som jeg altid har været. Du så et eksempel på det, den anden dag, Nina – jeg hader at gå over vejen, hvor der ikke er fodgængerfelt.

Peace out
Udover at være lidt af en nørd, så definerede jeg også mig selv som ‘hippie’. Jeg ville i virkeligheden gerne være en rigtig dulle, med d&g-bluser og masser af makeup. Men det synes min mor var en dårlig idé. Det er jeg hende evig taknemmelig for. I stedet blev jeg glad for genbrugs-butikker og alt med peace-tegn på. Som du kan se på det nederste billede til venstre, malede jeg faktisk ordet ‘peace’ på en væg på mit værelse. Jeg går stadigvæk 100 procent ind for fred (who doesn’t?), men ikke helt så aggressivt længere.  Og som dig elskede jeg også at dokumentere mit eget ansigt. Det var en underlig hobby at have, og noget jeg sidenhen har mistet talentet for. Ellers havde jeg ikke så mange vilde fritidsaktiviter at tage mig til. Jeg gik i kirkekor hver torsdag og læste en masse bøger. Og lavede lektier. Puha, jeg er lidt af en stereotyp.

Af en eller anden grund, så blev jeg ikke mobbet, selvom jeg var en rigtig Silas. Lidt af et lykketræf, må man sige. Jeg elskede at gå i skole, og jeg havde gode veninder, både i folkeskolen, på efterskolen og i gymnasiet. Der var selvfølgelig pige-drama og ulykkelige forelskelser. De er nærmest overgangs-ritualer, man skal igennem som teenagepige. Jeg kan heldigvis ikke huske alle detaljerne. Jeg er til gengæld ikke et sekund i tvivl om, at det er langt sjovere at være 23 end det var at være 13.

Anne anno 2009 

Dav Nina!

Og her er vi så – to indlæg på én dag. Men nu sætter vi sgu fuld fokus på det nye tiltag ‘Ugens ord’. Og det kræver altså to indlæg. Jeg har lige skrevet om dit første ord – sundhed. Og her kommer ‘Ugens ord #2’:

HJEM

Ja, gør dig klar til en tung omgang, Nina.

Hjem er et kompliceret emne at skrive om. Hjem er jo tusind forskellige ting. Den mest simple forklaring er selvfølgelig, at hjem er der, hvor man bor.
Jeg bor i Brønshøj, København. Hovedstaden. Det blev ret hurtigt mit hjem, efter jeg flyttede herind for over halvandet år siden. Jeg er faldet godt til her. Jeg har endda allerede skrevet to indlæg omhandlende Brønshøj – det her og det her.
Jeg har knyttet mig meget til København og især min lejlighed – det er virkelig en hule og det er min hule. Nogle gange kan jeg godt kigge rundt, når jeg sidder i min lænestol, og lidt overrasket tænke – wow, her bor jeg virkelig. Det føles som sådan en vild ting at have sit eget sted. Måske er det barnet i mig, der ikke helt forstår, at jeg selv bestemmer over mit sted.

At have et hjem er en vigtig ting for mig. Jeg er definitionen på ‘ude godt, men hjemme bedst’-typen. Det lyder nok ikke særlig eventyrlystent. Men det er altså sandheden.
Det bedste er næsten at vende hjem. Når man har været væk hjemmefra og oplevet alle mulige fede ting, men også er helt sikker på, at nu vil man gerne hjem. Så er der ikke noget bedre end at låse hoveddøren op, smide skoene (og bh’en) og bare være hjemme.

Jeg elskede også det hjem, jeg havde, da jeg boede hjemme hos mine forældre. På gården. På landet. Jeg var jo så vild med det, at jeg har en tatovering dedikeret til min hjemstavn. Det er det mest cheesy, jeg nogensinde har gjort, men jeg har ikke fortrudt det (endnu). På mange måder er gården stadigvæk mit hjem. Jeg føler mig i hvert fald hjemme, når jeg er der. Jeg tror klart at min lejlighed i Brønshøj, er mit ultimative hjem lige nu – du ved Hjem med stort H.
Men faktisk, så føler jeg mig hjemme mange steder. Da jeg var på rundtur i Skotland i mit sabbatår, var min kæmpestore rygsæk (og det lille enmands-telt, jeg slæbte rundt på) et slags hjem. Når jeg cykler gennem København på min cykel, føler jeg mig også hjemme.

Okay, så konklusionen er – HJEM er en følelse, ikke nødvendigvis én enkelt placering. Og man kan føle sig hjemme mange steder.

Det var egentlig meget rart at få skrevet om. Det tyder på, at dette bloggeri ikke kun er for narcissisten i mig, men også er noget, der kan give afklaring på nogle ting?! Den havde jeg ikke set komme. Men fedt nok!

Hvad med dig, Nina – hvad tænker du om ordet HJEM? Hvornår føler du dig hjemme?

Det her er udsigten fra mine forældres terrasse på gården. Når jeg kigger på det her billede, føler jeg mig også hjemme. Det er til gengæld super mærkeligt at kigge på sne?! Det havde jeg nærmest glemt eksisterede. 

___________________________________________________________________________

Hvis du ikke fatter hvad ‘Ugens ord’ er, så læs her – Nina forklarer det rigtig godt