This is a good one! Altså, det er en sjov historie. Den er frygtelig pinlig for mig, men det går nok.

Okay, lad mig sætte scenen. Det er en lørdag aften, og jeg er blevet inviteret til housewarming hos en veninde. Hun er lige flyttet sammen med to piger, hun ikke rigtig kender, og de har aftalt at holde én stor, fælles fest. En lejlighed fuld (hæhæ) af folk, jeg ikke kender, som jeg kan charmere med mit krøllede hår og mine skønne jokes? Sign me the fuck up. Jeg sammensatte et smukt outfit, gik i bad (!), tog makeup på (!) og følte mig så dronning af verden. Jeg åd mig mæt i risotto hjemme hos en anden veninde, som også skulle med til housewarming. En god, men farlig start på aftenen – det er ikke sundt at være så cocky. Noget jeg senere ville opdage konsekvenserne af. Karma is a bitch.

Inden festen havde jeg forberedt min veninde på, at jeg ikke kunne blive alt for længe – for jeg skulle tidligt op søndag morgen, så jeg kunne tage toget til Næstved og stå fadder til min nieces barnedåb kl. 10.

Jeg er ikke vild med en cliffhanger – så forsikrer dig allerede nu om, at jeg nåede dåben. Der var bare et par bump på vejen.

Det var en herlig fest. Jeg minglede og hyggede. Og drak mig rigtig fuld. Da jeg beslutter mig for at tage hjem, får jeg et lift hen til Nørrebros Runddel, hvor jeg tager 5c resten af vejen. Selvfølgelig først efter, at jeg lige kaster op ved busstoppestedet. Helt perfekt. Ikke i en skraldespand eller noget. Bare ved siden af den bænk, jeg sidder på. Charmerende.

Jeg kan ikke huske, hvor sent jeg kommer hjem – men det er sent nok til, at jeg stadig er fuld, da jeg vågner. Det siger enten noget om, hvor lidt jeg har sovet eller, hvor meget jeg har drukket. Måske en blanding. Jeg vågner i hvert fald om morgenen uden tømmermænd. Fordi jeg stadig er beruset. Her er en lille gennemgang af dagens første timer:

Alarm ringer kl. 07:00 -Snoozer lige i fem minutter x 10
7:50 –  Vågner, forvirret
7:52 – Tjekker rejseplanen, indser fire ting: at jeg skal nå et tog 8:27, at jeg ikke har skrevet et kort, pakket gaven ind (se billedet ovenfor) eller fundet ud af, hvad jeg skal have på
7:53 – hopper ud af sengen, tager jeans, t-shirt og min ‘pæne’ blazer på, beslutter at makeuppen fra aftenen før sidder fint, hælder mælk og havregryn ned i bøtte, putter gaven til min niece i en ‘rustik men flot’ papirspose, pakker en kuglepen og et stykke pap ned i min taske, går ud af døren
8:01 – sveder i 2a, kan se at bussen ikke når hovedbanen i tide, står af på Aksel Møllers Have og tager metroen
8:25 – løber ind i toget, sætter mig på den første, bedste plads, ser at min fætter sidder lige overfor mig, drager et lettelsens suk.

Phew, det var heftigt, siger jeg dig. Mit hjerte galoperer af sted, bare af at skrive om det. Togturen forløber i god ro og orden. Jeg får spist min medbragte morgenmad, skrevet et kort og talt min fætters ører af med beklagelser om, hvor vild en nat/morgen jeg har haft.

Vi ankommer til kirken, hvor jeg bliver informeret om, at det ikke kun er gudmor, barn og forældre, der skal ledes ind i kirken foran alle. Næh nej, fadderne skal også med. Så det er helt perfekt. Mine tømmermænd er nu i fuld flor; jeg sveder, mit hoved dunker, og hver gang jeg tager et skridt, er jeg bange for at kaste op. Og der er selvfølgelig to andre børn, der også skal døbes – så alle bænkene er HELT fyldt op. Mest med fremmede mennesker, jeg ikke kender. Og som vi lærte tidligere i det her indlæg, så elsker jeg jo fremmede mennesker – folk jeg rigtig kan charmere og imponere, right? Wrong. Sådan havde jeg det overhovedet ikke lige dér. Men jeg gik med rank ryk op ad kirkegulvet og smilede velmenende til mine familiemedlemmer, som grinede smørret tilbage, fordi de vidste, at jeg havde tømmermænd.

Alt går heldigvis som det skal – jeg brækker mig ikke i dåbefonten, men får i stedet tårer i øjnene, da præsten siger min nieces fulde navn for første gang. Smukt øjeblik. Efter kirken er der brunchbuffet, hvilket passer min appetit glimrende. Jeg laver en tallerken kun med æg, bacon og pølser og drikker titusind glas juice og 8 kopper kaffe. Skøn dag.

Men selv skønne dage har en ende, og jeg hopper om eftermiddagen på et tog til Nørreport. Okay, jeg hopper ikke – jeg træder forsigtigt fra perronen og ind i toget, hvor jeg sætter mig ned med et dybt suk af lettelse og (næsten) velvære. Fra Nørreport skal jeg med bussen resten af vejen, og jeg ender i 5.c. Og lad mig understrege, at jeg på det her tidspunkt har levet en hel dag, hvor jeg lykkeligt har glemt alt om min opkast ved Nørrebros Runddel aftenen før. Men det ændrer sig, da jeg pludselig får udkig til en klump bræk ved et busstoppested og tænker: “Ugh, klamt – hvem kunne finde på at kaste op på forto… Åh nej. Vent et øjeblik. Jeg kastede op i går. Jeg ventede på bussen her. Er det mit bræk??? Åh gud… det er det… jeg kan genkende risottoen. Helt perfekt.” 

Jeg tager straks et foto (som jeg IKKE deler her), fordi jeg med det samme kan se, hvor latterlig situationen er. Jeg havde glemt mit eget bræk, Nina! Og hvordan kom jeg i tanke om det igen? Ved fucking at køre lige forbi det i bussen! Hvis jeg ikke griner af det, så begynder jeg at græde. Så jeg griner! Og deler historien på internettet. Ha ha ha ha ha.

Dav Nina <3
Hvor mange undskyldninger skal man komme med, når man har ikke skrevet på sin blog i over et år Faktisk skal jeg måske helt lade være med at undskylde. Jeg skylder jo ikke nogen noget – heller ikke vores mange tusinde læsere. I har helt sikkert klaret jer uden mig. Og vi to har for lang tid siden besluttet, at man kan gøre, som man vil med bloggen, så jeg har heller ikke dårlig samvittighed over for dig, Nina. Jeg er nærmere taknemmelig for dig. Tanken om at vende tilbage er lidt nøjeren – men det er mindre nøjeren at ligge ting ud på det uendelige internet, når jeg ved, at du sidder derude og læser med.

Så hvad har forårsaget mit (uden tvivl storslåede) tilbagetog til davnina.dk?
Det er ret åbenlyst den situation, der i disse tider enten sætter gang i motivationen eller sætter ting helt i stå: COVID-19. Jeg er hjemme i min lejlighed det meste af tiden, og jeg gider ikke gå i gang med at skrive bachelor (for nårh ja, det skal vi også lige – mere om det længere nede), så det virker oplagt at skrive lidt herinde. Det giver mig en mulighed for at tænke på noget andet. Og det har vi alle sammen brug for!

Men inden vi kaster os ud i de helt vilde blogeskapader, så starter vi lige med en ‘lille’ opsummering af det seneste år. Det klarer man jo nemt på en 10-15 linjer ikke? Jeg skal i hvert fald gøre mit bedste for at få det vigtigste med. Nemt.

Siden sidst har jeg… Et kort resumé
Jeg har boet i Stuttgart i Tyskland på mit udvekslingssemester. Jeg var fuld i billige, tyske øl. Jeg var ensom og glad og begejstret for alle de skønne mennesker, jeg mødte. Jeg fik hjemve. Og besøg af mine forældre. Og jeg var på ture til Strasbourg, Zurich, Heidelberg og Liechtenstein. Kunne skrive i timevis om Tyskland. Måske jeg skal skrive nogle anekdoter om den tid? Nå, videre til næste punkt.

Siden sidst har jeg fået en niece til! Hun er lige blevet et år. Børn er så vilde. Hun er virkelig skøn, og jeg elsker hende meget højt. Savner hende og min anden niece og nevø i disse tider.
Jeg har også været i praktik. Ja, vi har ligesom overstået to semestre, siden jeg skrev herinde sidst. Et semester i Tyskland og så til Danmark for at være i praktik. Jeg har været så glad for det. Det har været lærerigt og sjovt og mine kolleger er så skide søde. De er så søde, at jeg er blevet – mere om det længere nede.

Det er sådan de store ting. Her en liste med nogle andre ting:
– Jeg har set hele den amerikanske version af The Office
– Jeg har badet i en svensk badesø for første gang
– Jeg har hørt MØ til fredagsrock i Tivoli
– Jeg har hørt Ariana Grande i Royal Arena
– Jeg er begyndt at lægge puslespil
– Jeg har set Romeo & Julie som ballet i Operaen
– Jeg er begyndt at klippe mit eget hår.

Hvad så nu?
Vi er officielt i gang med vores sidste semester på DMJX, Nina. Har du det vildt over det? Jeg er lidt blæst bagover af det faktum. Måske er der ikke 100% modvind, men en let brise af panik er der i hvert fald.

De kommende måneder skal vi skrive vores bacheloropgave. Det glæder jeg mig næsten til. Vi stadig så tidligt i processen, at alting er oppe i luften, og man kan ikke rigtig hive noget af det ned til jorden endnu. Det er altid interessant. Samtidig med bachelorskrivning er jeg studentermedhjælper i praktikken (woop woop). Og så skal jeg også finde et nyt sted af bo. For jeg skal flytte. Til Fredericia. Fordi jeg har fået en fastansættelse hos mit praktiksted, og vi flytter hovedkontor til sommer. Så jeg flytter med.

Stille og rolig nyhed lige at flette ind. Dén beslutning har slet ikke holdt mig vågen om natten. Nope. Skal nok komme med et indlæg, hvor jeg rigtig kan prale af og forklare den situation lidt mere.

Nu stopper jeg med at skrive. Farvel og husk – vask dine hænder. 

Hvis du er nået helt herned og har hygget dig med dette indlæg – så send lige linket til en af dine venner, så de kan fokusere på noget andet end COVID-19. Og brug lige tre minutter på at tænke tilbage på dit seneste år, og hvad du har oplevet. Jeg lover, at det puster lidt taknemmelighed ind i din sjæl. Nu skal jeg nok stoppe med at komme med ordrer.

Dav Nina!

Du kan tro, at jeg havde store planer for i dag. Jeg skulle tidligt op, så jeg kunne handle ind til nytårsaften, vaske tøj og gøre rent i lejligheden. Og selvfølgelig skrive dagens indlæg!

Tømmermænd = mindre produktivitet
Men i går aftes drak jeg mig fuld med mine efterskole-roomies og tog til kollegiefest. Og kom hjem kl. 03.00, hvilket er meget sent for sådan en som mig. Sådan en der ikke rigtig går i byen og faktisk gerne vil gå kold før tolv, så hun kan komme op dagen efter. Men sådan gik det ikke i går – jeg havde det simpelthen for hyggeligt. Så i dag har været lidt af en tømmermænds-dag. Jeg sov længe, spiste æg og bacon, ryddede lidt op i lejligheden (meget stolt), skrev en indkøbsliste – og så gav jeg mig til at se How I Met Your Mother. Nu er klokken 18:37, og jeg har lige bestilt en pizza. Så det bliver en vild og produktiv dag i morgen!

Er meget stolt af ovenstående beslutning. Da jeg kom hjem i nat, tog jeg en pakke bacon op af fryseren – som resulterede i, at jeg fik denne lækre anretning til morgenmad/frokost. Hold kæft, hvor er jeg god.

Træt af holdninger
Så det er lidt sent, at dagens blogindlæg kommer. Men nu er det her! Og her på årets andensidste dag kan jeg ikke lade være med at tænke på året, der kommer. Og i særdeleshed hvilke ting, jeg kommer til at bruge min tid på i 2019. Lige nu føles det som om, at jeg bruger meget af min tid på at have mange holdninger. Jeg synes generelt, der er en til tendens til, at alle skal have en holdning til alting. Man ikke rigtig være ligeglad længere. Man skal tage stilling. Og helst ytre sig. Bare se på bloggerlivet!

Jeg elsker at ytre mig, men jeg bruger simpelthen for meget tid på at tage stilling til ting, jeg er ligeglad med. Der er mange ting, jeg har en holdning til, bare for at have en holdning. Der er også ting, jeg har en holdning til, fordi jeg unødigt bekymrer mig om, hvad andre vil tænke om mig. Hvilket, jeg synes, virker latterligt. Og spild af min og andres tid. Så i 2019 vil jeg prøve at have lidt færre holdninger. Indtil videre er det nedenstående, jeg ikke længere har en holdning til:

• Natasja Crone
• Lars Løkkes fadølsvaner
• Loppefrøskaller
• Hvor mange penge folk har brugt på en fødselsdagsgave til en person, jeg også skal give en gave
• X-factor
• Hvor ren min lejlighed er, når jeg får gæster
• Chateau Motel. ARCH. mv.
• Min cykels udseende
• Hvor brun jeg kan blive om sommeren
• Lukas Graham
• Kendte menneskers børn. Og deres navne
• Andres holdning til Harry Potter
• Min hårfarve. Din hårfarve. Hårfarver generelt
• Folk der ikke ‘checker ind’ med rejsekortet, når de stiger på bussen
• Smukke mennesker på insta
• Andre skolers fredagsbarer

Mit mål er, at denne liste skal vokse og vokse i 2019, så jeg til sidst står tilbage med en lille håndfuld ting, som virkelig er vigtige for mig (at have en holdning til). Det er da et meget godt nytårsfortsæt – er det ikke? Det kan være, jeg kommer med nogle flere i morgen. Nu må vi se.

Dav Nina

Glædelig jul for fanden! Jeg håber, du får en herlig juleaften i aften.

8 dage, 8 indlæg
Der har lige været en lillebitte skrivepause herinde. Det har jeg haft mellem dårlig samvittighed over. Men nu forsøger jeg at komme tilbage for fuld smadder.
“Fuld smadder” betyder i dette tilfælde, at jeg resten af året vil skrive noget herinde dagligt. 8 dage. 8 indlæg. Det vil helt sikkert resultere i, at det hele ikke bliver guldkorn (lækkert morgenmadsprodukt btw), men det tror jeg måske er en god læring. Det handler om processen!

Årets ord 2018
Det ord – proces – er måske det ord, jeg har sagt mest i 2018. Der er ingen måde, jeg kan dobbelttjekke på, men jeg tror helt sikkert at ‘proces’ ligger højt på listen. Ud over lyde som ‘øh’ og frasen ‘fy for den lede rødbede’. OMG genialt blog-indlæg idé! Endnu en liste – over ord/fraser jeg har sagt i 2018. Hold kæft manner, sikke det går!

Men inden vi kaster os ude i geniale skriverier i denne sidste uge af 2018, tænker jeg lige at starte det hele med en god opdatering om, hvad der er sket siden sidst.

Siden sidst har jeg.. 

… Ja, hvad pokker er der sket i mit liv? Vi har været i skole. Jeg har været på efterårsferie hjemme hos mine forældre. Og selvfølgelig har jeg også fået set bagedysten – kæmpe skud ud til Emil for at vinde hele baduljen. Meget velfortjent (om end lidt forudsigeligt). Bagedysten resulterede i et par ret vellykkede kageforsøg. Jeg har fejret Mortens Aften/brugt dagen som undskyldning for at spise julemad i november med nogle veninder.
Jeg har også været til en herlig koncert med George Ezra i TAP1, hvor jeg næsten hoppede af glæde, hver gang han startede på et nyt nummer, fordi jeg bare kunne genkende dem alle sammen. Det var ret fedt. Livemusik er for vildt! Jeg ved godt, at jeg er fucking ‘late to the game’, men jeg er virkelig blevet glad for at gå til koncerter.
Det har også været ret vidunderligt henne i skolen, synes jeg. Fjerde semester på DMJX har været rigtig godt. Måske fordi min studiegruppe har været vanvittig. På den gode måde. Vi har simpelthen haft det så hyggeligt. Og nu hvor faget Forretningsforståelse, Entreprenørskab og Projektledelse ligger så langt tilbage, kan jeg næsten ikke huske, hvor træls, jeg sikkert synes, det var.

Det har været nogle gode måneder faktisk! Jeg kan lige illustrere lidt med nogle udpluk fra min mobils kamerarulle. Det har min yndlingsblogger nemlig også gjort her.

Har lavet to små collager i PowerPoint, som du skal beundre:

+ Hvad har jeg lavet? +

+ Artsy naturbilleder +

Jeg synes det her føles som den rigtige måde at vende hjem til bloggen på. Woop woop. Guess who’s back? Back again? Ja, det er sjovt nok mig, der er tilbage. Godt gættet!

Jeg glæder mig allerede til, at vi skrives ved igen i morgen, Nina!

Dav Nina

Det er ved at være nogle måneder siden – faktisk var det i januar (!?) – men i mit allerførste indlæg, skriver jeg faktisk om makeup. Og hvordan jeg foretog et lidt uheldigt impulskøb. På den måde kommer det her indlæg til at være lidt den samme historie, og så alligevel ikke.
Denne gang var det også et impulskøb, men det har vist sig at være et heldigt et af slagsen!

Det hele kom af, at jeg gerne vil kaste mig ud i noget mere farverig makeup.

Så da jeg fik min første lønseddel, endte jeg pludselig i min lokale Matas ved Brønshøj Torv. Jeg kom derfra med en farlig blå/lilla-eyeliner fra GOSH. Som jeg ikke brugte ret lang tid på at beslutte mig for at købe. Ups.
Ligesom sidste gang følte jeg mig nødsaget til at teste mit køb. Og for at embrace bloggerlivet, har jeg sgu lavet før- og efter-billeder! Det føles mærkeligt, for jeg er ikke så vant til at tage billeder af mig selv – men jeg bliver bedre og bedre. Øvelse gør mester. Det siger min mor altid. Måske ikke lige med henblik på selfie-kunstskaber, men alligevel.

Her har vi et før-billede. Sådan ser jeg altså ud det meste af tiden. Ret nydelig ung dame, hvis jeg selv skal sige det. Det er jo allerfedest, hvis man både synes, at man er flot med og uden makeup. Det er ikke altid, at jeg synes det. Men lige for tiden, gør jeg.

Og her har vi det færdige resultat – in all it’s glory. Jeg kastede også noget highlighter på kindbenene, og det gør virkelig en forskel. Kan du huske den highlighter Nina? Den jeg ville købe på tilbud i Sephora, men som var udsolgt? Jeg købte den senere på nettet, fordi jeg simpelthen ikke kunne lade være. Skud ud til Rihannas marketing-team for at promovere Fenty Beauty helt vanvittig godt.
Og skud ud til mine selfie-evner, som jeg prøvede at udnytte til deres fulde på efter-billederne. Der blev fokuseret liiiiiiiidt mere på gode vinkler end ved før-billedet. Det er et gammelt trick, hvis efter-resultatet skal se ekstra imponerende ud.

Close-up-billeder er ikke rigtig min stærke side. Jeg synes også looket tager sig bedst ud på afstand. Men mine øjne ser ekstra brune ud, og det kan jeg godt lide. Og jeg kan godt lide hvordan eyelineren blender sammen med guld-glimmeret. Bare kald mig makeup-guru. Det ville gøre mig virkelig glad.

Jeg tror, jeg har brugt sådan cirka 8000 timer på at se makeup tutorials på Youtube, da jeg var yngre. Jeg vidste, hvad et smokey-eye var, inden jeg havde købt min første mascara. Det er virkelig nogle sjove informationer at rende rundt med. Men nogle gange bærer det frugt, som for eksempel i dette tilfælde. For sikke et look! Jeg er en babe! Woop woop.

Jeg vil slutte indlægget med nedenstående billede. Words I live by. Jeg har endda gemt det i min ‘lol’-mappe på Instagram.