Dav Nina!

Nu bliver det hele lidt nørdet – bare så du er forberedt. Jeg har efterhånden udtrykt min kærlighed til CS:GO og Astralis til de fleste mennesker, jeg kender i virkeligheden (inklusiv dig, tror jeg?). Men nu er tiden altså kommet til at få rykket kærligheden herind. Så get ready!

Mon ikke det er klogest at starte med en forklaring?

Hvad fuck er CS:GO?
CS:GO står for ‘Counter-Strike: Global Offensive’ og er et computerspil, der for det meste bliver kaldt for CS. Global Offensive er bare den seneste udgave. Så langt, så godt.

I CS handler det selvfølgelig om at vinde – og der er flere måder at vinde på. Først og fremmest afhænger det af, hvem du spiller som. Man er nemlig inddelt i 2 hold: terrorister og counter-terrorister. For terroristerne handler det om at plante en bombe (duh), på 1 af 2 mulige bombesteder på banen. Hvis bomben når at springe, vinder terroristerne. Det andet hold; counter-terroristerne skal beskytte bombestederne og sørge for at bomben ikke bliver placeret der. Hvis den bliver placeret, kan de stadig nå at vinde, hvis de kan desarmere bomben. Man kan også vinde ved at skyde alle ens modstandere på det andet hold. Lyder som et spil, man bliver velafbalanceret af at spille, synes du ikke?

I turneringer spiller man som oftest 3 forskellige baner (kaldet maps). Man spiller 30 runder på hvert map. Hver runde varer 1 minut og 55 sekunder. Efter de første 15 runder er der halvleg, og herefter bytter holdene side. Det vil sige, at begge hold får lov til at spille på t-siden (terrorist) og ct-siden (counter-terrorist) på alle 3 maps. Hvis det samme hold vinder de 2 første maps, spiller man ikke det sidste map – for så har holdet vundet kampen med de 2 sejre (2-0).
Puha, jeg håber det her giver mening. Det er lidt svært at forklare. Jeg kunne også sagtens blive ved med at fortælle ting om spillet. Men så ville vi aldrig blive færdige. Så nu bevæger vi os videre til…

… Hvorfor fanden ved Anne noget om CS?
Første gang jeg hørte om CS, var dengang mine brødre havde bumser og to store stationære computere stående på loftet, som de brugte mange timer på at spille computerspil på – blandt andet CS. Jeg har aldrig selv spillet dét eller nogle andre computerspil, men har på det seneste overvejet om det skulle blive en ny hobby.
For der findes jo ikke noget mere sexet end en ung kvinde, der hælder en hel liter cola ned i svælget, mens hun sidder svedende i jogging-bukser og gamer. Jeg kommer til at få så mange matches på Tinder! Wuhu.

Cirka 10 år senere dukkede CS igen op i min bevidsthed, da DR3 fik øjnene op for E-sport og lavede et par doku-serier. Blandt andet med Astralis som fokus. Det var ligesom dét, der fik mig hooked. Efterfølgende har jeg set en del turneringer, men oftest kun kampe, hvor Astralis har spillet. Det er sgu bare sjovere at heppe på nogen, man føler, man kender. Og jeg synes virkelig, jeg kender drengene fra Astralis. Hvilke er typisk sportskultur. Man identificerer sig med spillerne, og synes man selv er ligesom meget en del af kampen, som de er. Jeg kommer tit til at heppe og huje højlydt, når DR3 sender turneringerne, og det lige bliver lidt for spændende.

Kommer forresten lige med en disclaimer: jeg er på ingen måde ekspert i det her spil! Meget af tiden gætter jeg mit til, hvad der foregår. Og jeg googler også en masse ord, jeg ikke forstår. 

Hvem fuck er Astralis så?
Astralis er et Esports-hold, der lever af at spille CS-turneringer i hele verden. Det er et dansk hold, med kun danske spillere. Det er ret usædvanligt at have et hold, der klarer sig så godt, hvor alle spillere har samme nationalitet – specielt fra sådan et lille land. Pretty cool.

Jeg ved ret lidt om, hvad der foregår bag kulisserne på Astralis-holdet, jeg kender kun til spillerne. Men dem vil jeg til gengæld rigtig gerne præsentere her:

gla1ve

Er kaptajn for holdet. Og han er virkelig godt til det. Der er en snært af skak-spiller over ham. Meget strategisk. Da Astralis vandt en eller anden turnering i foråret modtog han pokalen i strømpesokker, hvilket er fucking vidunderligt. Han er lidt min yndlingsspiller.

Xyp9x

Er support player – hvilket egentlig bare betyder, at han hele tiden hjælper sine holdkammerater med de roller, de har i spillet. Bliver kaldt clutch-minister, fordi han er rigtig god til at vinde dueller, hvor han står alene over for flere modstandere. En rolig rolig rolig mand, der spiller fucking fokuseret. Han er også lidt min yndlingsspiller.

dev1ce

Er muligvis den bedste CS-spiller nogensinde. Virkelig god med en AWP’er (sniper-riffel, kaldet Arctic Warfare Police). Har ligget i top 5 over de bedste spiller i verden tre år i træk. Stille og roligt. Han er holdets uofficielle bad boy – med de voldsomme tatoveringer. Han er også lidt min yndlingsspiller.

Magisk

Er stadig den nye dreng på holdet efter at have været der i ca. år (måske længere?). Han er også den yngste spiller og kan nogle gange godt blive lidt usikker. Men når det går godt for ham, så går det rigtig godt. Det er helt magisk. Han er også lidt min yndlingsspiller.

dupreeh

Er den ældste spiller på holdet og også lidt den sjoveste. Han er ret bøvet på en helt herlig måde. Han spiller vanvittig godt, og er rigtig god til at skabe gejst på holdet. Det er også tit ham, der taler med pressen. Det er fordi han er den mest ekstroverte af drengene, tror jeg. Han er også lidt min yndlingsspiller.

Jeg kan ikke rigtig vælge min favorit. De er alle sammen min yndlings! Kæmpe kadeau til Astralis-drengene! Yay!

btw, så har Astralis-holdet alle rettigheder til de billeder, jeg har taget fra deres hjemmeside.

Hvorfor er det så skide skægt at se turneringer?
Jeg bliver virkelig grebet af stemingen – især med danske kommentatorer. Det er virkelig underholdende, også fordi det går så fucking stærkt. Meget af tiden kan jeg slet ikke følge med i, hvad der foregår. Men det gør bare, at man virkelig er på dupperne.

Kommentatorerne er næsten det fedeste, fordi deres begejstring for spillet smitter så meget. Og så siger de virkelig nogle grineren ting en gang i mellem. Jeg har lavet en lille liste af citater her:

• det er nærmest ligsom at se terminator (om xyp9x)
• det er næsten helt snyd, så god han er (om gla1ve)
• det er nærmere en henrettelse
• det er flydende counter-strike, når det er bedst
• hold da kæver bæver
• støvsugeren fra risskov (om Magisk)
• nu er vi ikke længere i kansas, nu er vi i kiev lige pludselig
• dev1ce din kæmpe chef!
• det er manifique det der
• granater regner ned mod bananen
• xyp9x holder bananen fint
• hele danmark kigger med
• du er så vild Magisk! vi er på 14 runder!
• jeg kan ikke sidde ned længere
• miraklet i marseilles!

Ja, så jeg elsker at se CS. Der sker hele tiden noget nyt, så man når slet ikke at kede sig, selvom ét map varer lidt under en time. Det er f.eks. mit største problem med fodbold. Jeg synes, der sker for lidt. Selvom der sikkert også sker en masse, jeg bare ikke opfanger.

Men CS har fanget mig, og det er så fedt at se, hvordan E-sport begynder at brede sig.
Nørderne længe leve!!!!!!

Puha, mon ikke jeg dukker op i søgelyset hos FBI, NSA, PET og andre forkortelser med alle de gange, jeg har skrevet bombe eller terrorist i det her indlæg?

Uanset hvad, så vender jeg tilbage i morgen!

Dav Nina!

Det lader til, at jeg er blevet tv-anmelder. For her får du endnu et indlæg om bagedysten. Måske jeg finder på noget andet at skrive snart. Det vil tiden vise!

Men først – fokus på bagedysten. Andet afsnit tog fart, og vi fik endelig lov til at sige farvel til Peter. Han tog det pænt, hvilket tyder på, at han nok godt vidste, at han ikke ligefrem var Mette Blomsterberg i forklædning.

Unge Emil tog endnu en gang mesterbagerforklædet (det er et utrolig langt ord!?), noget der ikke rigtig kom bag på undertegnede. Men nu må han godt få noget modstand! Det bliver dældulme en kedelig sæson, hvis han bare skal være den bedste hver gang. Selvom han er virkelig god jo. Og han sandsynligvis vinder hele molevitten. Men DR er jo erfarne med at lave fjernsyn, så mon ikke de har fikset en god storyline for vores unge helt? Med udfordringer, nederlag og til sidst en smuk sejr? Det håber jeg.

Men hvem kan udfordre Emil? Han virker til at være uovervindelig. Bare rolig, Nina – der er nogle af de andre deltagere, der godt kunne give ham kamp til stregen. Hvis de er heldige.

Hvis Albert holder op med at være så uheldigt/klodset, så kan han virkelig noget med smags-sammensætninger. Og hans sans for æstetik er altså virkelig beundringsværdig.

Jeg var også meget begejstret for Jons mesterværk. Det var virkelig enkelt og fucking gennemført. Dommer-Markus kaldte citrontærten for perfekt. Det tegner da meget godt! Han kom også på 4. pladsen i den hemmelige udfordring. Det er sgu meget imponerende. Jeg tror, der kan ske gode ting med Jon. Han laver også rigtig tit nedenstående ansigtsudtryk, når han tager imod kritik/ros. Det siger ikke noget om hans bagevner. Det er bare sjovt, synes jeg.

Så tror jeg ikke, at jeg har flere bevingede ord om mesterværker og flotte snit i denne omgang. Jeg går og drømmer om at lave en af kagerne fra bagedysten, og selvfølgelig dokumentere hele processen (vi er jo bloggere, Nina). Men nu må vi se, om jeg får taget mig sammen.

I første omgang skal jeg lige have taget mig sammen til at tage opvasken. Der er mange små kampe i bloggerlivet, som du sikkert ved, Nina. Lige nu (kl. 08:17) kan jeg ikke rigtig beslutte mig for dagens outfit. Jeg har ikke vasket hår i et par dage, så jeg skal helt sikkert have kasket på. Men det kan jeg jo ikke nøjes med. Det ville være for koldt. Men det er altid svært med superman-kasketten – for det er bare sådan et statement piece, der ikke rigtig passer til noget. Ugh, life is hard.

Vi ses i skolen!

Dav Nina 

I lørdags startede dette års sæson af den store bagedyst. Et program jeg i høj grad er fan af og har glædet mig til! Jeg kan virkelig godt lide at bage (se bare her) og synes at bagedysten er gedigen underholdning. Det er ret bedstemor-agtigt, og jeg forestiller mig ikke, at du er kæmpe fan Nina? Tænker ikke, at du sad limet til skærmen i lørdags. Derfor vil jeg lige forklare konceptet.

Der er 10 deltagere, to dommere og én vært.

Det her er dommerne, Katrine og Markus – og så selvfølgelig værten, Timm Vladimir. En virkelig god trio, synes jeg. Jeg savner hverken Mette Blomsterberg eller Jan Friis Mikkelsen. Timm ved rent faktisk lidt om mad og er utrolig sympatisk, når det kommer til deltagerne. Markus og Katrine har bare en god ping pong, og de dømmer fair. Skud ud til DR for at hyre nogle fine mennesker.

I hvert afsnit er der 3 forskellige udfordringer:

• Den første udfordring er altid en ‘klassiker’, som deltagerne selv skal tolke på. I det første afsnit var det tørkager.
• Den anden udfordring er den ‘hemmelige’ og altså en kage, som deltagerne ikke kan forberede sig på hjemmefra. I denne omgang var den hemmelige udfordring Othello-lagkagen. Masser af creme og marcipan.
• Den tredje og sidste udfordring i hvert afsnit kalder man ‘mesterværket’. Her skal deltagerne lave en stor kage med et flot finish, under et specifikt tema. I det første afsnit er det som regel altid en personlig kage – så vi kan lære deltagerne lidt bedre at kende.

I slutningen af hvert afsnit bliver ugens mesterbager kåret. Der bliver også altid sendt én deltager hjem – undtagen i første afsnit. Det synes jeg er lidt fjollet. Der var en klar taber i det første afsnit, som 100 p ryger ud næste gang (med mindre han virkelig tager sig sammen). Men det kommer jeg til.

Til sidst er der kun 3 deltagere tilbage og så er det finalen. Håber det giver mening!

Jeg synes, det var et rigtig godt første afsnit på denne her sæson. Om end det var lidt langt. 1 time og 28 minutter. Det er fandme længe. Selv for en dedikeret fan som mig. Men jeg så jo det hele alligevel. Og jeg har stærke holdninger til alle deltagerne. Men inden jeg kaster mig ud i en intens bedømmelse af fremmede mennesker, jeg slet ikke kender, vil jeg gerne lige komme med en disclaimer:
Jeg er selv en amatørbager – og er på ingen måde lige så god, som deltagerne i programmet. Alle de ting jeg skriver om dem, bliver skrevet med en stor portion kærlighed og humor!

Nu, hvor det er slået fast, kan vi komme til det sjove – nemlig deltagerne:

Peter: er den klare taber. Han bliver simpelthen nødt til at ryge ud i næste afsnit. Alle hans kager fejlede, og så har han slet ikke sans for detaljerne. Til gengæld ligner han lidt Claus Meyers kejtede fætter og er simpelthen så vanvittig rar. Og så lever han af at reparere og sælge dele til gamle Vespa scootere. Fucking sweetheart.

Emil: kunne meget vel gå hen og vinde hele molevitten. Og så er han kun 16! Han blev afsnittets mesterbager og det var fortjent. Det er lidt tidligt at kalde ham for vinderfavoritten. Men det er han lidt.

Jasmin: var så heldigt at bage sæsonens første kage, der blev rost med ordene: ‘flot snit’. Hvis der er noget, du skal lære med hensyn til bagedysten, Nina, så er det at sige ‘flot snit’ om kager i flere lag.

Elissa: er lidt for god. Altså hun er god til at bage, og det er nice. Men hun er også lidt for godt et menneske. Hvilket gør, at jeg ikke rigtig stoler på hende. Men det er jo mit problem.

Christina: er den typiske fondant-pige. Det siger helt sikkert ikke dig noget, Nina. Men det betyder egentlig bare, at hun går meget op i at pynte kagen. Og har styr på at lave fondant (jeg hader fondant). Men hendes smags-sammensætninger kan godt være lidt kedelige. Men hun går virkelig op i bagedysten! Efter at have bagt Othello-lagkagen udbrød hun: ‘det var lige før jeg døde!’ – det er fandme dedikeret.Jon: ligner lidt Jon. Men Jon fra bagedysten er bare bedre. På alle tænkelige måder.

Marianne: er stereotypen på alle Marianner. Hun er så dejlig. Som mesterværk (den tredje udfordring) bagte hun en kage inspireret af sin søn, der er blevet diagnosticeret med ADHD. Hun er definitionen på en god mor. Og en ret god bager, selvom hun godt kan blive lidt for traditionel.

Kristoffer: er en sportsmand. Og lidt af en bro. Han kunne godt komme langt, tror jeg. Måske ikke lige så langt som hans hår. Men tæt på.

Albert: er måske min favorit. Da hans Othello-lagkage floppede fuldstændig, beroligede han sig selv med: ‘at jeg da kan tage æren for sæsonens største fuck-up.’ Det er inspirerende sagt, synes jeg. Det var også fedt, at han pyntede lagkagen, selvom den tydeligvis var et håbløst projekt. En smuk metafor for vores alle sammens voksenliv. Det er lidt smattet og rodet, men med lidt pynt – så kan det sgu godt spises.

Sara: er en rigtig land-pige. Hun minder mig også om hende her fra Mean Girls. Ikke fordi hun har let til tårer. Bare fordi hun virker som typen, der gerne vil have, at alle har det godt. Hun proppede også jordskokker i sit mesterværk (og fik ros for det!) – det er sgu ret modigt.

Alt i alt – bagedysten er tilbage, og jeg er stadig vild med det. Får selv helt lyst til at bage. Glæder mig allerede til på lørdag!

 

Dav Nina!

Titlen på dette indlæg er ret afslørende for indholdet.

Jeg var i Barcelona i en uge med nogle veninder fra gymnasiet for nyligt. Det var ret nice. Jeg havde aldrig været i Spanien før. Ud over Gran Canaria, da jeg var lille (der hvor jeg kastede en sten på en fremmed), men det kan jeg ikke rigtig huske. Heldigvis kan jeg godt huske turen til Barcelona. Selvom vi drak sangria.

Lad mig starte med at fremhæve det bedste ved Barcelona: de damer jeg var af sted med. Ja, jeg ved godt det var virkelig cheesy skrevet. Men de er bare så søde. Sidste år var vi på interrail i 3 uger, og det var fucking vidunderligt. Den tur beviste ligesom, at uanset hvor jeg tager hen med de damer, så bliver det nice (måske skulle vi tage til Nice?). Så min oplevelse af Barcelona er 100 p (siger man stadig 100 p, Nina? Er det hipt?) påvirket af deres gode selskab. Men som vi har fået understreget på studiet – så findes der ikke objektivitet. Snakkede vi ikke med Helle om det? I don’t know. Jeg kan knapt nok huske, hvad for et semester, vi skal starte på d. 3. september. Det virker så langt væk.

Nå ja, jeg skulle skrive en anmeldelse af Barcelona. Jeg blev lige distraheret… af mine egne tanker. Det er ALDRIG sket før.

Det bliver et billedtungt indlæg – det håber jeg, du kan leve med.

For overskuelighedens skyld har jeg inddelt billederne i to kategorier:
– Damerne
– Æstetik 

Her vil jeg godt lige slå fast at ovenstående kategorisering ikke betyder af damerne aldrig er æstetiske – de to udelukker ikke hinanden.

Vi starter med damerne:

Se hvor cute, vi alle fire er her! Vi forbereder os på at skulle ud og spise tapas. Jeg valgte selvfølgelig min nye yndlingstop, som jeg købte på turen. Jeg synes vi er så nuttede her. Fra venstre, Maria, Anita, Louise og jeg. Vi lærte hinanden at kende på Næstved Gymnasium (næver 4 ever), da vi alle fire havde billedkunst på B-niveau. Jeg tror, det er vores fælles kærlighed for DIY og kunst (æstetik generelt), der bragte os sammen. Og så kan vi alle sammen rigtig godt lide mad. Match made in heaven. Altså os fire. Men også os og mad. Os og kunst. Os det er bare os! Som de fornuftige unge mennesker vi er, brugte vi ikke alle vores penge på at spise ude. Vi hyggede også hjemme. Det ses tydeligt på dette helt naturlige og slet ikke opstillede billede, som jeg har taget af pigerne, der skåler. Menuen, den aften, stod på salat med masser af avo og feta samt hvidt brød med hvidløgssmør. Og bajere selvfølgelig.

Vi var forbi en masse genbrugsbutikker i Barcelona – udvalget var imponerende og priserne var heller ikke dårlige, kan klart anbefales! I netop sådan en genbrugsbutik beviser vi, at vi er super sjove og quirky. Jeg synes vores kroppe så utroligt fjollede ud bag disse træ-sving-låger (korrekt betegnelse). Det blev jeg simpelthen nødt til at forevige.
Vi gjorde også flittigt brug af Barcelonas metro. Virkelig velfungerende – og så var der aircondition! Ret lækkert når det var 40 grader. På billedet tror jeg, Anita underholder med et sjovt instagram-post, hun har fundet. Godt med noget metro-underholdning. Mit yndlingsbillede fra hele turen – og så blev det fucking sløret! Jeg turde ikke kaste mig ud i flere forsøg. Jeg var bange for, at den gule mand opdagede mig. Anitas look-alike kunne jo vise sig at være en ondsindet fyr. Selvom han nu så harmløs ud i sin gule polo.
Det var et stort øjeblik, da jeg vandt i Yatzy! Jeg plejer ellers oftest at være den yndefulde taber, når jeg spiller med damerne – men en gang i mellem skal man jo være heldig.

Så kommer vi til æstetikken: 

Vi var allergladest for Barcelonas koncerthal Palau de la Música, hvor der var så meget mosaik, at det var helt overvældende. Det var imponerende. Og så forfriskende at det ikke var ‘minimalistisk’ og ‘skandinavisk’ og ‘enkle, rå materialer’ og ‘less is more’. Fuck det pis! Vi skal have flere klinker! Flere farver! Flere mønstre! MERE MOSAIK. Det her var bare en pæn facade. Og en god visuel beskrivelse af min oplevelse af Barcelona. Varmt og flot.

Det her var en virkelig høj og flot skulptur, vi fandt på et eller andet random torv. Jeg ved ikke engang, hvad værket hedder. Prøver lige at Google.
Aha – fandt den.
Jeg kan ikke forklare, hvorfor jeg godt kan lide det her billede. Det kan bare et eller andet. Det er taget inde i et af Gaudis mange huse. Som jeg lige nu har glemt, hvad hedder. Jeg kan huske at audio-guiden sammenlignede ovenstående med ribbenene på en fisk. Gaudi var meget fascineret af havets vidunderlige verden jo. Som du selvfølgelig godt ved, Nina.
Sidste billede er en af mine yndlingsoplevelser fra turen. Det var også min idé. Jeg kan rigtig rigtig rigtig rigtig godt lide udsigter – især hvis jeg kan se langt ud over noget landskab eller en hel by eller noget vand. Med den her kabelsporvogn (sikke en oversættelse af cable car ordbogen.com kom op med), var jeg garanteret en god udsigt. Det var lidt problematisk, at jeg er ret højdeskræk. I hvert fald når det kommer til transportmidler, der svæver over jorden koblet til en lang jern-snor ( som er det korrekte tekniske begreb). Men vi gjorde det! Og det var så nice!

“Vi gjorde det! Og det var så nice!” er en god afrunding på denne fortælling om min ferie til Barcelona, synes jeg.
Barcelona – 10/10 would return (især når dagstemperaturen ikke er så høj)

Dav Nina

Se lige mig – back so soon! Og du kan godt glæde dig. Jeg har haft en vanvittig oplevelse i vandtårnet i dag (nyd lige min alliteration), og jeg er virkelig begejstret for at dele den herinde.

Som du måske husker fra det her indlæg, er jeg ret fascineret af Brønshøj Vandtårn. Det er lidt bydelens varemærke og generelt bare et spændende stykke arkitektur.

Muligheden for at komme en tur ind i det dukkede op på mit Facebookfeed. Brønshøj-Husum Lokaludvalg havde postet det, og den side følger jeg meget med i. Brønshøj er virkelig blevet en underlig stor del af min identitet efter, at jeg er flyttet herhen. Jeg går sgu op i, hvad der foregår i mit lokalområde.

Så det kom ikke som en overraskelse, at jeg straks trykkede ‘interesseret’, så jeg kunne huske at købe en billet. Ja – jeg har brugt penge på at komme på besøg i vandtårnet. Det er muligvis de bedste 50 kr. jeg nogensinde har brugt. Jeg tog 108 billeder på den time arrangementet varede samtidig med, at jeg desperat prøvede at ‘være tilstede’. Det er svært både at tilgodese min trang til at dokumentere alt jeg oplever og mit mål om at ‘leve i nuet’. Jeg tror det lykkedes nogenlunde.

Nu skal jeg nok fortælle, hvordan hele arrangementet løb af stablen.

Vi blev alle sammen budt velkommen i Søjlerummet. Der var lovet en øl/vand (inkluderet i billetprisen), og der må jeg sige, at jeg var godt tilfreds. Der var ingen øl – til gengæld var der hvidvin og chips. Helt vidunderligt.

Jeg ved ikke om, det gennemsigtige væske var vand/sodavand. Jeg holdt mig til hvidvinen. Duh.

Nu tænker du måske – hvorfor hedder det Søjlerummet? Det skal jeg vise dig:

Det giver ret god mening nu, ikke?
Nå, men så står vi der og drikker hvidvin. En rar mand fra lokaludvalget fortalte lidt om vandtårnet – nogle af de sjove facts, kan jeg godt lige videregive.

Lidt om vandtårnet:

• Byggeriet startede i 1928 og vandtårnet stod færdigt i 1930.
• Det er stadsarkitekten Ib Lunding, der står bag vandtårnet. Eller, han byggede det nok ikke helt selv. Men han lavede nogle flotte tegninger af tårnet. Klik her og her for at se nogle af hans tegninger fra Københavns billedarkiv. Der er også billeder af opførslen – se her, her, her og her. Og så skal jeg nok lade være med at linke til flere ting i det her indlæg.
• Tårnet er 34 meter højt.
• Søjlerummet har en genklang på ca. 15 sekunder. Det vil sige, at det tager 15 sekunder før en lyd har ‘rejst’ fra bunden af tårnet, til toppen og tilbage igen. Jeg kan afsløre, at flere af deltagerne lige fik testet det ved at sige sjove lyde. Ret underholdende.
  Akustikken i Søjlerummet skal i fremtiden udnyttes endnu mere til forskellige koncerter. Generelt er tanken, at vandtårnet skal integreres som kulturhus. Det kan blive ret vildt, tror jeg.

Efter en lille introduktion til tårnet og dets historie, var det tid til at gå opad! Der er en vindeltrappe i midten af tårnet, som går hele vejen op. Jeg holdt godt fast i gelænderet, kan jeg afsløre.

Oppe under taget ligger Teknikrummet. Her kan man stadig se de gamle vandrør, og der er små koøjer med udsigt over hele København.

Sidste del af vandtårnet er selve vandtanken. Der er selvfølgelig ikke vand i. Og der var heller ikke noget lys. Der var bare en stige ned i mørket.

Nu tænker du muligvis – det var da en lidt kedelig afslutning på vandtårnsturen? En stige ned i mørket?
Don’t worry. Der er mere endnu. Kan du huske, at jeg skrev at Teknikrummet ligger under taget (det håber jeg, for det er ikke ret lang tid siden, du har læst det)? Hvor tror du så, vores tur fortsatte hen efter Teknikrummet?

Jeg håber, du kan gætte det.
Turen forsatte op på taget! OMG OMG OMG. Det var så vildt.
Vi fik lov til at gå rundt på toppen af vandtårnet! Jeg er stadig lidt oppe at køre over det.

Er det ikke nice? Man kunne se alle mulige steder hen. Jeg kunne se min lejlighed, Grundtvigs Kirke, Rådhustårnet, Øresundsbroen og tårnet i ZOO! Og alle mulige andre ting, jeg ikke lige kunne se, hvad var. Det var så smukt! Og totalt heldigt, at vejret var SÅ godt.

Jeg var så begejstret, at jeg blev nødt til at få foreviget, at JEG var til stede på det tag. Så jeg spurgte en rar familiefar, om han ikke ville tage et billede af mig. Og selvfølgelig ville han det.

Billedet blev desværre ikke vildt godt – men det var 100 procent ikke fotografens skyld. Her kan man også lige se årsagen til, hvorfor den her blog ALDRIG kommer til at handle om mode.

Alt i alt – Brønshøj Vandtårn er et herligt sted. Vild arkitektur, akustik og udsigt. Jeg er fan.