Jeg er høj på idyllen

Dav Nina

Som du jo nok ved (fordi jeg fortæller det til alle jeg møder), bor jeg i Brønshøj. Og det har jeg gjort i et år nu! Jeg har været udeboende i hovedstaden, alene i min et-værelses i 365 dage – plus det løse!
Det er altså noget af en bedrift. Jeg er en ægte strong independent woman!
Og alle de cliche-agtige følelser om at flytte hjemmefra, komme til København, og bo alene, du kan komme i tanke om – dem har jeg følt.

Mit liv er som en scene fra en eller anden film, hvor den unge, kvindelige hovedperson flytter fra landet til storbyen. Alle lysene er lidt skarpere og verden bliver lidt større. Forestil dig, mig cykle rundt i de københavnske gader med den her sang i baggrunden.
Og det kan godt være Brønshøj hverken er badet i lyset fra neonskiltene ved Søerne, eller spækket med smarte caféer med kaffe til 55 kroner. Men jeg er helt forelsket i den her bydel.

Så på denne snestormende søndag har jeg tilladt mig at blive lidt følelsesladet. Spænd sikkerhedsselen Nina – for det her indlæg bliver helt uden ironi og dårlige vitser. Jeg håber du kan holde til det! Her kommer en samling gode grunde til, at Brønshøj er et ret vidunderligt sted at bo (for mig).

Brønshøj Vandtårn står virkelig højt på listen. Det er et herligt bygningsværk fra starten af 30’erne. Det er ikke længere i brug som vandtårn, men bliver brugt til kulturoplevelser. Den 2. december sidste år var der en skøn julekoncert med Brønshøj Kirkes pigekor. Det var i anledning af, at lyskæderne på vandtårnet blev tændt – noget der åbenbart er en årlig begivenhed i julemåneden. Det var en vanvittig hyggelig eftermiddag. Vandtårnet er på mange måder for Brønshøj, hvad Frihedsgudinden er for New York. Så har jeg ikke sagt for lidt.

Dernæst kommer Brønshøj Kirke. Det er den ældste bygning i København, der stadig er i brug. Den er bygget på opfordring fra Biskop Absalon og den stod færdig en gang i 1180’erne – der kom et tårn på i 1450. Under Svenskekrigene i 1658-60 slog svenskerne lejr i Brønshøj, så de havde udsigt til København, og de brugte kirken til at opbevare våben i. Det er da en fun fact, der vil noget! Til sommerfesten i præstegårdshaven i sommers kunne man komme op i kirketårnet for 15 kroner. Det er nogle af de bedste 15 kroner, jeg har brugt. Der var en flot udsigt, og så var der inskriptioner i al træværket – fra de børn der i årenes løb havde sneget sig op i tårnet. Den ældste jeg fandt var fra 1889. Det er altså lidt sejt.

Begynder det at gå op for dig, at jeg er lidt historie-interesseret Nina? Jeg kan lige komme med noget der er sket i nutiden. Selvom det lyder som noget fra 50’erne. Her den anden dag, efter en god uges frostvejr, kom jeg cyklende hen ad Brønshøjvej. Og bag Brønshøj Gamle Skole (bygget i 1901) så jeg en stor forsamling af både børn og voksne. Det viste sig at det lille gadekær var frosset, så man kunne gå på isen! Solen skinnede og barnelatter blandede sig med fuglekvidder. Det var ren idyl.

Ren idyl var det også, da der i går var fastelavn på torvet. Brønshøj Torv er generelt et dejligt sted. Der er altid en pølsevogn i dagtimerne, og hver tirsdag holder der er en fiskebil. I sommerperioden er der loppemarked i weekenderne og i december står der et stort, oplyst juletræ.

Det hele er meget romantisk herude i Brønshøj. Selvfølgelig er der også hundelort på fortorvet, og folk der kører over for rødt. Men det bemærker jeg slet ikke. Jeg er høj på idyllen.

Sandheden er, at jeg nok var blevet vild med hvilken som helst bydel, jeg var endt i. Men jeg endte i Brønshøj. Og det er jeg helt vildt glad for.
Generelt knytter jeg mig meget til mine omgivelser. Jeg har også nogle særlige ting i min lejlighed, som betyder meget for mig – dem kan jeg fortælle om en anden dag.

Jeg skal nok skrive noget sjovt og dumt næste gang. Jeg må lige dosere mine dybsindige indlæg lidt.