Anne Anmelder: Brønshøj Vandtårn

Dav Nina

Se lige mig – back so soon! Og du kan godt glæde dig. Jeg har haft en vanvittig oplevelse i vandtårnet i dag (nyd lige min alliteration), og jeg er virkelig begejstret for at dele den herinde.

Som du måske husker fra det her indlæg, er jeg ret fascineret af Brønshøj Vandtårn. Det er lidt bydelens varemærke og generelt bare et spændende stykke arkitektur.

Muligheden for at komme en tur ind i det dukkede op på mit Facebookfeed. Brønshøj-Husum Lokaludvalg havde postet det, og den side følger jeg meget med i. Brønshøj er virkelig blevet en underlig stor del af min identitet efter, at jeg er flyttet herhen. Jeg går sgu op i, hvad der foregår i mit lokalområde.

Så det kom ikke som en overraskelse, at jeg straks trykkede ‘interesseret’, så jeg kunne huske at købe en billet. Ja – jeg har brugt penge på at komme på besøg i vandtårnet. Det er muligvis de bedste 50 kr. jeg nogensinde har brugt. Jeg tog 108 billeder på den time arrangementet varede samtidig med, at jeg desperat prøvede at ‘være tilstede’. Det er svært både at tilgodese min trang til at dokumentere alt jeg oplever og mit mål om at ‘leve i nuet’. Jeg tror det lykkedes nogenlunde.

Nu skal jeg nok fortælle, hvordan hele arrangementet løb af stablen.

Vi blev alle sammen budt velkommen i Søjlerummet. Der var lovet en øl/vand (inkluderet i billetprisen), og der må jeg sige, at jeg var godt tilfreds. Der var ingen øl – til gengæld var der hvidvin og chips. Helt vidunderligt.

Jeg ved ikke om, det gennemsigtige væske var vand/sodavand. Jeg holdt mig til hvidvinen. Duh.

Nu tænker du måske – hvorfor hedder det Søjlerummet? Det skal jeg vise dig:

Det giver ret god mening nu, ikke?
Nå, men så står vi der og drikker hvidvin. En rar mand fra lokaludvalget fortalte lidt om vandtårnet – nogle af de sjove facts, kan jeg godt lige videregive.

Lidt om vandtårnet:

• Byggeriet startede i 1928 og vandtårnet stod færdigt i 1930.
• Det er stadsarkitekten Ib Lunding, der står bag vandtårnet. Eller, han byggede det nok ikke helt selv. Men han lavede nogle flotte tegninger af tårnet. Klik her og her for at se nogle af hans tegninger fra Københavns billedarkiv. Der er også billeder af opførslen – se her, her, her og her. Og så skal jeg nok lade være med at linke til flere ting i det her indlæg.
• Tårnet er 34 meter højt.
• Søjlerummet har en genklang på ca. 15 sekunder. Det vil sige, at det tager 15 sekunder før en lyd har ‘rejst’ fra bunden af tårnet, til toppen og tilbage igen. Jeg kan afsløre, at flere af deltagerne lige fik testet det ved at sige sjove lyde. Ret underholdende.
  Akustikken i Søjlerummet skal i fremtiden udnyttes endnu mere til forskellige koncerter. Generelt er tanken, at vandtårnet skal integreres som kulturhus. Det kan blive ret vildt, tror jeg.

Efter en lille introduktion til tårnet og dets historie, var det tid til at gå opad! Der er en vindeltrappe i midten af tårnet, som går hele vejen op. Jeg holdt godt fast i gelænderet, kan jeg afsløre.

Oppe under taget ligger Teknikrummet. Her kan man stadig se de gamle vandrør, og der er små koøjer med udsigt over hele København.

Sidste del af vandtårnet er selve vandtanken. Der er selvfølgelig ikke vand i. Og der var heller ikke noget lys. Der var bare en stige ned i mørket.

Nu tænker du muligvis – det var da en lidt kedelig afslutning på vandtårnsturen? En stige ned i mørket?
Don’t worry. Der er mere endnu. Kan du huske, at jeg skrev at Teknikrummet ligger under taget (det håber jeg, for det er ikke ret lang tid siden, du har læst det)? Hvor tror du så, vores tur fortsatte hen efter Teknikrummet?

Jeg håber, du kan gætte det.
Turen forsatte op på taget! OMG OMG OMG. Det var så vildt.
Vi fik lov til at gå rundt på toppen af vandtårnet! Jeg er stadig lidt oppe at køre over det.

Er det ikke nice? Man kunne se alle mulige steder hen. Jeg kunne se min lejlighed, Grundtvigs Kirke, Rådhustårnet, Øresundsbroen og tårnet i ZOO! Og alle mulige andre ting, jeg ikke lige kunne se, hvad var. Det var så smukt! Og totalt heldigt, at vejret var SÅ godt.

Jeg var så begejstret, at jeg blev nødt til at få foreviget, at JEG var til stede på det tag. Så jeg spurgte en rar familiefar, om han ikke ville tage et billede af mig. Og selvfølgelig ville han det.

Billedet blev desværre ikke vildt godt – men det var 100 procent ikke fotografens skyld. Her kan man også lige se årsagen til, hvorfor den her blog ALDRIG kommer til at handle om mode.

Alt i alt – Brønshøj Vandtårn er et herligt sted. Vild arkitektur, akustik og udsigt. Jeg er fan.