4 ud af 8: Det er lidt som løbetur

5 ud af 8: Anne Anmelder – CS:GO

Dav Nina!

Nu bliver det hele lidt nørdet – bare så du er forberedt. Jeg har efterhånden udtrykt min kærlighed til CS:GO og Astralis til de fleste mennesker, jeg kender i virkeligheden (inklusiv dig, tror jeg?). Men nu er tiden altså kommet til at få rykket kærligheden herind. Så get ready!

Mon ikke det er klogest at starte med en forklaring?

Hvad fuck er CS:GO?
CS:GO står for ‘Counter-Strike: Global Offensive’ og er et computerspil, der for det meste bliver kaldt for CS. Global Offensive er bare den seneste udgave. Så langt, så godt.

I CS handler det selvfølgelig om at vinde – og der er flere måder at vinde på. Først og fremmest afhænger det af, hvem du spiller som. Man er nemlig inddelt i 2 hold: terrorister og counter-terrorister. For terroristerne handler det om at plante en bombe (duh), på 1 af 2 mulige bombesteder på banen. Hvis bomben når at springe, vinder terroristerne. Det andet hold; counter-terroristerne skal beskytte bombestederne og sørge for at bomben ikke bliver placeret der. Hvis den bliver placeret, kan de stadig nå at vinde, hvis de kan desarmere bomben. Man kan også vinde ved at skyde alle ens modstandere på det andet hold. Lyder som et spil, man bliver velafbalanceret af at spille, synes du ikke?

I turneringer spiller man som oftest 3 forskellige baner (kaldet maps). Man spiller 30 runder på hvert map. Hver runde varer 1 minut og 55 sekunder. Efter de første 15 runder er der halvleg, og herefter bytter holdene side. Det vil sige, at begge hold får lov til at spille på t-siden (terrorist) og ct-siden (counter-terrorist) på alle 3 maps. Hvis det samme hold vinder de 2 første maps, spiller man ikke det sidste map – for så har holdet vundet kampen med de 2 sejre (2-0).
Puha, jeg håber det her giver mening. Det er lidt svært at forklare. Jeg kunne også sagtens blive ved med at fortælle ting om spillet. Men så ville vi aldrig blive færdige. Så nu bevæger vi os videre til…

… Hvorfor fanden ved Anne noget om CS?
Første gang jeg hørte om CS, var dengang mine brødre havde bumser og to store stationære computere stående på loftet, som de brugte mange timer på at spille computerspil på – blandt andet CS. Jeg har aldrig selv spillet dét eller nogle andre computerspil, men har på det seneste overvejet om det skulle blive en ny hobby.
For der findes jo ikke noget mere sexet end en ung kvinde, der hælder en hel liter cola ned i svælget, mens hun sidder svedende i jogging-bukser og gamer. Jeg kommer til at få så mange matches på Tinder! Wuhu.

Cirka 10 år senere dukkede CS igen op i min bevidsthed, da DR3 fik øjnene op for E-sport og lavede et par doku-serier. Blandt andet med Astralis som fokus. Det var ligesom dét, der fik mig hooked. Efterfølgende har jeg set en del turneringer, men oftest kun kampe, hvor Astralis har spillet. Det er sgu bare sjovere at heppe på nogen, man føler, man kender. Og jeg synes virkelig, jeg kender drengene fra Astralis. Hvilke er typisk sportskultur. Man identificerer sig med spillerne, og synes man selv er ligesom meget en del af kampen, som de er. Jeg kommer tit til at heppe og huje højlydt, når DR3 sender turneringerne, og det lige bliver lidt for spændende.

Kommer forresten lige med en disclaimer: jeg er på ingen måde ekspert i det her spil! Meget af tiden gætter jeg mit til, hvad der foregår. Og jeg googler også en masse ord, jeg ikke forstår. 

Hvem fuck er Astralis så?
Astralis er et Esports-hold, der lever af at spille CS-turneringer i hele verden. Det er et dansk hold, med kun danske spillere. Det er ret usædvanligt at have et hold, der klarer sig så godt, hvor alle spillere har samme nationalitet – specielt fra sådan et lille land. Pretty cool.

Jeg ved ret lidt om, hvad der foregår bag kulisserne på Astralis-holdet, jeg kender kun til spillerne. Men dem vil jeg til gengæld rigtig gerne præsentere her:

gla1ve

Er kaptajn for holdet. Og han er virkelig godt til det. Der er en snært af skak-spiller over ham. Meget strategisk. Da Astralis vandt en eller anden turnering i foråret modtog han pokalen i strømpesokker, hvilket er fucking vidunderligt. Han er lidt min yndlingsspiller.

Xyp9x

Er support player – hvilket egentlig bare betyder, at han hele tiden hjælper sine holdkammerater med de roller, de har i spillet. Bliver kaldt clutch-minister, fordi han er rigtig god til at vinde dueller, hvor han står alene over for flere modstandere. En rolig rolig rolig mand, der spiller fucking fokuseret. Han er også lidt min yndlingsspiller.

dev1ce

Er muligvis den bedste CS-spiller nogensinde. Virkelig god med en AWP’er (sniper-riffel, kaldet Arctic Warfare Police). Har ligget i top 5 over de bedste spiller i verden tre år i træk. Stille og roligt. Han er holdets uofficielle bad boy – med de voldsomme tatoveringer. Han er også lidt min yndlingsspiller.

Magisk

Er stadig den nye dreng på holdet efter at have været der i ca. år (måske længere?). Han er også den yngste spiller og kan nogle gange godt blive lidt usikker. Men når det går godt for ham, så går det rigtig godt. Det er helt magisk. Han er også lidt min yndlingsspiller.

dupreeh

Er den ældste spiller på holdet og også lidt den sjoveste. Han er ret bøvet på en helt herlig måde. Han spiller vanvittig godt, og er rigtig god til at skabe gejst på holdet. Det er også tit ham, der taler med pressen. Det er fordi han er den mest ekstroverte af drengene, tror jeg. Han er også lidt min yndlingsspiller.

Jeg kan ikke rigtig vælge min favorit. De er alle sammen min yndlings! Kæmpe kadeau til Astralis-drengene! Yay!

btw, så har Astralis-holdet alle rettigheder til de billeder, jeg har taget fra deres hjemmeside.

Hvorfor er det så skide skægt at se turneringer?
Jeg bliver virkelig grebet af stemingen – især med danske kommentatorer. Det er virkelig underholdende, også fordi det går så fucking stærkt. Meget af tiden kan jeg slet ikke følge med i, hvad der foregår. Men det gør bare, at man virkelig er på dupperne.

Kommentatorerne er næsten det fedeste, fordi deres begejstring for spillet smitter så meget. Og så siger de virkelig nogle grineren ting en gang i mellem. Jeg har lavet en lille liste af citater her:

  • det er nærmest ligsom at se terminator (om xyp9x)
  • det er næsten helt snyd, så god han er (om gla1ve)
  • det er nærmere en henrettelse
  • det er flydende counter-strike, når det er bedst
  • hold da kæver bæver
  • støvsugeren fra risskov (om Magisk)
  • nu er vi ikke længere i kansas, nu er vi i kiev lige pludselig
  • dev1ce din kæmpe chef!
  • det er manifique det der
  • granater regner ned mod bananen
  • xyp9x holder bananen fint
  • hele danmark kigger med
  • du er så vild Magisk! vi er på 14 runder!
  • jeg kan ikke sidde ned længere
  • miraklet i marseilles!

Ja, så jeg elsker at se CS. Der sker hele tiden noget nyt, så man når slet ikke at kede sig, selvom ét map varer lidt under en time. Det er f.eks. mit største problem med fodbold. Jeg synes, der sker for lidt. Selvom der sikkert også sker en masse, jeg bare ikke opfanger.

Men CS har fanget mig, og det er så fedt at se, hvordan E-sport begynder at brede sig.
Nørderne længe leve!!!!!!

Puha, mon ikke jeg dukker op i søgelyset hos FBI, NSA, PET og andre forkortelser med alle de gange, jeg har skrevet bombe eller terrorist i det her indlæg?

Uanset hvad, så vender jeg tilbage i morgen!

Kommentar(er)

Intet pres. Du er velkommen til lige at skrive, at jeg er nice. Eller nederen. Noget derimellem i hvert fald.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

4 ud af 8: Det er lidt som løbetur