Dengang jeg havde tømmermænd til min nieces barnedåb

This is a good one! Altså, det er en sjov historie. Den er frygtelig pinlig for mig, men det går nok.

Okay, lad mig sætte scenen. Det er en lørdag aften, og jeg er blevet inviteret til housewarming hos en veninde. Hun er lige flyttet sammen med to piger, hun ikke rigtig kender, og de har aftalt at holde én stor, fælles fest. En lejlighed fuld (hæhæ) af folk, jeg ikke kender, som jeg kan charmere med mit krøllede hår og mine skønne jokes? Sign me the fuck up. Jeg sammensatte et smukt outfit, gik i bad (!), tog makeup på (!) og følte mig så dronning af verden. Jeg åd mig mæt i risotto hjemme hos en anden veninde, som også skulle med til housewarming. En god, men farlig start på aftenen – det er ikke sundt at være så cocky. Noget jeg senere ville opdage konsekvenserne af. Karma is a bitch.

Inden festen havde jeg forberedt min veninde på, at jeg ikke kunne blive alt for længe – for jeg skulle tidligt op søndag morgen, så jeg kunne tage toget til Næstved og stå fadder til min nieces barnedåb kl. 10.

Jeg er ikke vild med en cliffhanger – så forsikrer dig allerede nu om, at jeg nåede dåben. Der var bare et par bump på vejen.

Det var en herlig fest. Jeg minglede og hyggede. Og drak mig rigtig fuld. Da jeg beslutter mig for at tage hjem, får jeg et lift hen til Nørrebros Runddel, hvor jeg tager 5c resten af vejen. Selvfølgelig først efter, at jeg lige kaster op ved busstoppestedet. Helt perfekt. Ikke i en skraldespand eller noget. Bare ved siden af den bænk, jeg sidder på. Charmerende.

Jeg kan ikke huske, hvor sent jeg kommer hjem – men det er sent nok til, at jeg stadig er fuld, da jeg vågner. Det siger enten noget om, hvor lidt jeg har sovet eller, hvor meget jeg har drukket. Måske en blanding. Jeg vågner i hvert fald om morgenen uden tømmermænd. Fordi jeg stadig er beruset. Her er en lille gennemgang af dagens første timer:

Alarm ringer kl. 07:00 -Snoozer lige i fem minutter x 10
7:50 –  Vågner, forvirret
7:52 – Tjekker rejseplanen, indser fire ting: at jeg skal nå et tog 8:27, at jeg ikke har skrevet et kort, pakket gaven ind (se billedet ovenfor) eller fundet ud af, hvad jeg skal have på
7:53 – hopper ud af sengen, tager jeans, t-shirt og min ‘pæne’ blazer på, beslutter at makeuppen fra aftenen før sidder fint, hælder mælk og havregryn ned i bøtte, putter gaven til min niece i en ‘rustik men flot’ papirspose, pakker en kuglepen og et stykke pap ned i min taske, går ud af døren
8:01 – sveder i 2a, kan se at bussen ikke når hovedbanen i tide, står af på Aksel Møllers Have og tager metroen
8:25 – løber ind i toget, sætter mig på den første, bedste plads, ser at min fætter sidder lige overfor mig, drager et lettelsens suk.

Phew, det var heftigt, siger jeg dig. Mit hjerte galoperer af sted, bare af at skrive om det. Togturen forløber i god ro og orden. Jeg får spist min medbragte morgenmad, skrevet et kort og talt min fætters ører af med beklagelser om, hvor vild en nat/morgen jeg har haft.

Vi ankommer til kirken, hvor jeg bliver informeret om, at det ikke kun er gudmor, barn og forældre, der skal ledes ind i kirken foran alle. Næh nej, fadderne skal også med. Så det er helt perfekt. Mine tømmermænd er nu i fuld flor; jeg sveder, mit hoved dunker, og hver gang jeg tager et skridt, er jeg bange for at kaste op. Og der er selvfølgelig to andre børn, der også skal døbes – så alle bænkene er HELT fyldt op. Mest med fremmede mennesker, jeg ikke kender. Og som vi lærte tidligere i det her indlæg, så elsker jeg jo fremmede mennesker – folk jeg rigtig kan charmere og imponere, right? Wrong. Sådan havde jeg det overhovedet ikke lige dér. Men jeg gik med rank ryk op ad kirkegulvet og smilede velmenende til mine familiemedlemmer, som grinede smørret tilbage, fordi de vidste, at jeg havde tømmermænd.

Alt går heldigvis som det skal – jeg brækker mig ikke i dåbefonten, men får i stedet tårer i øjnene, da præsten siger min nieces fulde navn for første gang. Smukt øjeblik. Efter kirken er der brunchbuffet, hvilket passer min appetit glimrende. Jeg laver en tallerken kun med æg, bacon og pølser og drikker titusind glas juice og 8 kopper kaffe. Skøn dag.

Men selv skønne dage har en ende, og jeg hopper om eftermiddagen på et tog til Nørreport. Okay, jeg hopper ikke – jeg træder forsigtigt fra perronen og ind i toget, hvor jeg sætter mig ned med et dybt suk af lettelse og (næsten) velvære. Fra Nørreport skal jeg med bussen resten af vejen, og jeg ender i 5.c. Og lad mig understrege, at jeg på det her tidspunkt har levet en hel dag, hvor jeg lykkeligt har glemt alt om min opkast ved Nørrebros Runddel aftenen før. Men det ændrer sig, da jeg pludselig får udkig til en klump bræk ved et busstoppested og tænker: “Ugh, klamt – hvem kunne finde på at kaste op på forto… Åh nej. Vent et øjeblik. Jeg kastede op i går. Jeg ventede på bussen her. Er det mit bræk??? Åh gud… det er det… jeg kan genkende risottoen. Helt perfekt.” 

Jeg tager straks et foto (som jeg IKKE deler her), fordi jeg med det samme kan se, hvor latterlig situationen er. Jeg havde glemt mit eget bræk, Nina! Og hvordan kom jeg i tanke om det igen? Ved fucking at køre lige forbi det i bussen! Hvis jeg ikke griner af det, så begynder jeg at græde. Så jeg griner! Og deler historien på internettet. Ha ha ha ha ha.