Ugens ord #3: teenager

Dav Nina!

Jeg var også helt elendig til at være teenager. I hvert fald ud fra den traditionelle ‘oprørske’ definition, som man oftest tildeler ordet.

Mine teenageår var ret uproblematiske. Udadtil. Indeni var det jo en orkan af 8000 forskellige følelser på én gang. Så mange tanker, at man ikke kunne nå at tænke på dem alle sammen.
Så jeg skrev dagbog for at kunne få det hele med – noget jeg har udforsket i dette indlæg.

Nørd, dengse, fedterøv, duks, Silas – kært barn har mange navne
Det fedeste ved ikke at være teenager længere er, at alting ikke behøver at være det vigtigste i verden. Jeg husker min tid som teenager, som en tid, hvor jeg tog alting alt for seriøst. Det var en dramatisk periode. Ikke fordi, der hændte mig en masse vilde ting. Jeg skejede ikke ud på nogen måde, men mit hoved var all over the place. Og så var jeg i mange omgange vildt forelsket i flere drenge på én gang. Jeg havde så meget looooooove at give af. Desværre var drengene ikke rigtig med på den. Det havde måske noget at gøre med, at jeg var lidt af en nørd. Okay. Jeg var en ægte dengse. En rigtig Silas. Det har aftaget lidt med årene, men jeg er godt klar over, at jeg inderst inde er lige så autoritetstro og pligtopfyldende, som jeg altid har været. Du så et eksempel på det, den anden dag, Nina – jeg hader at gå over vejen, hvor der ikke er fodgængerfelt.

Peace out
Udover at være lidt af en nørd, så definerede jeg også mig selv som ‘hippie’. Jeg ville i virkeligheden gerne være en rigtig dulle, med d&g-bluser og masser af makeup. Men det synes min mor var en dårlig idé. Det er jeg hende evig taknemmelig for. I stedet blev jeg glad for genbrugs-butikker og alt med peace-tegn på. Som du kan se på det nederste billede til venstre, malede jeg faktisk ordet ‘peace’ på en væg på mit værelse. Jeg går stadigvæk 100 procent ind for fred (who doesn’t?), men ikke helt så aggressivt længere.  Og som dig elskede jeg også at dokumentere mit eget ansigt. Det var en underlig hobby at have, og noget jeg sidenhen har mistet talentet for. Ellers havde jeg ikke så mange vilde fritidsaktiviter at tage mig til. Jeg gik i kirkekor hver torsdag og læste en masse bøger. Og lavede lektier. Puha, jeg er lidt af en stereotyp.

Af en eller anden grund, så blev jeg ikke mobbet, selvom jeg var en rigtig Silas. Lidt af et lykketræf, må man sige. Jeg elskede at gå i skole, og jeg havde gode veninder, både i folkeskolen, på efterskolen og i gymnasiet. Der var selvfølgelig pige-drama og ulykkelige forelskelser. De er nærmest overgangs-ritualer, man skal igennem som teenagepige. Jeg kan heldigvis ikke huske alle detaljerne. Jeg er til gengæld ikke et sekund i tvivl om, at det er langt sjovere at være 23 end det var at være 13.

Anne anno 2009