ugens ord #5: middagslur

Dav Nina!

Zzz… Middagsluren… ved jeg ikke rigtig, hvad jeg skal synes om. Jeg benytter mig ikke af den så tit af frygt for ikke at kunne falde i søvn om aftenen. Og fordi jeg er bange for at ikke at komme i gang igen efter luren.

Det første jeg kommer til at tænke på, når jeg læser ordet ‘middagslur’ er min farmor. Hun var en stor tilhænger af middagsluren. Hver dag efter frokost, tog hun lige en halv til en hel time på øjet. Og den vane blev også håndhævet, når jeg var på besøg. Jeg har kun gode minder om de middagslure.
Generelt har jeg kun gode minder fra mine besøg hos farmor. Her fik man lov til at sidde på køkkenbordet og røre i frikadellefarsen! Et himmelsk sted. En himmelsk farmor. Og farfar for den sags skyld. Han elskede også middagslurene. Ham husker jeg bare ikke så godt, fordi han døde, mens jeg stadig var ret lille.

Det var ikke fordi jeg rigtig sov, når vi sov middagslur hos farmor og farfar. Det var mere sådan et tidsrum, hvor der var helt stille i huset. Fuldstændig ro. Jeg kunne høre min farmors vejrtrækning og det gamle ur, der hængte på væggen og tikkede. Og det gav jo rig mulighed for min fantasi til at løbe løbsk. Nogle gange faldt jeg også i søvn. I hvert fald tæt på. Uanset hvad var middagsluren en hellig tid på dagen. En pause midt i det hele.
Middagslurene med farmor foregik altid i hverdagsstuen. Hvilket er et mærkeligt navn at give en stue. Men det hed den bare. Der var hverdagsstuen, havestuen, den fine stue og spisestuen. Hverdagsstuen var (sjovt nok) den, der blev brugt til hverdag. Og den der blev sovet middagslur i. Undtagen i de koldeste måneder, hvor man lå i sengen.

Nu til dags tager jeg sjældent en lur. Men når det sker, bliver jeg indhyllet i den samme ro som dengang hjemme i hverdagsstuen hos farmor. Det er den ultimative form for luksus og tryghed. Jeg kan tydeligt mærke det på mig selv, om det er en middagslur-agtig-dag. Så kryber jeg ned under mit sengetæppe og lukker øjnene. Og så bliver der helt ro. Ligesom hjemme hos farmor.