klokken 22:43 i bus nummer 350S mod herlev st

Dav Nina

Jeg har ikke rigtig kunne finde ud af, om jeg skulle fortælle dig den her historie. Der er ikke nogen pointe, og den er hverken sjov eller underholdende. Men jeg er SÅ forarget, at jeg bliver nødt til at dele min oplevelse. Og hvorfor ikke dele den med internettet?

Okay, så lad mig sætte scenen.

Jeg har været væk fra lejligheden hele dagen. Som i hele dagen. Jeg var ude af døren kl. 6:05 om morgenen. Det er tidligt i min verden. Rigtig tidligt. Men jeg skulle nå et tog til Aarhus fra Hovedbanegården. Havde lige et møde, jeg skulle til. Stille og roligt. Okay, jeg skulle egentlig bare med kommunikationschefen fra Lær for Livet til et møde i Aarhus om Folkemødet. Jeg skal forresten med på Folkemødet til sommer! Er det ikke nice? Det er jeg lidt glad for, at jeg lige kunne snige ind i den her historie.

Nå, men vi tager toget til Aarhus, holder møde, tager toget hjem til hovedstaden igen, og så smutter jeg direkte til fredagsbar med Lær for Livet. Der er gang i den, da jeg ankommer til Boulebar på Nørregade – der bliver spillet petanque. Jeg kommer med på et hold, der allerede er ved at tabe stort, så jeg ikke ødelægger noget for nogen. For jeg er ret dårlig til petanque. Jeg er ret dårlig til al slags sport faktisk. Hvis petanque tæller som en sport?
Selvom jeg var skod, var det alligevel hyggeligt. Måske den store fadøl jeg fik, havde noget med det at gøre?

Efter Boulebar tager vi hen på Farfars. Der er nemlig gratis fadøl og popcorn. Og mere skal der ikke til, for at lokke os ind på en bodega tilsyneladende. Jeg klager ikke. Tiden flyver, og pludselig går det op for min krop, at den har været vågen siden kl. 05.30. Den fortæller mig, at det er på tide, at jeg går op til Nørreport, køber pommes og nuggets på McDonalds, og hopper på 350S hjem til Brønshøj. Jeg tør ikke andet end at lytte til den! Ellers bliver jeg sikkert bare straffet med tømmermænd.

Før jeg ved af det, sidder jeg i en proppet bus, med min rygsæk (indeholdende lækkerierne fra McD, som jeg skal fråde, når jeg kommer hjem), og smiler for mig selv. Det har været en god dag. En laaaaaang, men god dag. Jeg sidder helt i mine egne tanker, da jeg pludselig overhører to fulde mænd snakke sammen. Det er jo ikke ligefrem overraskende, klokken 22:43 en fredag aften. De snøvler lidt frem og tilbage, og jeg morer mig over, hvor sjovt det lyder. Men så sker der et brat emneskift i deres samtale. De er begge to stående i midtergangen, og jeg sidder lige ved siden af dem.

Mand #1: Orj, hun er vildt lækker hende, der står bag dig lige nu.
Mand #2: Ja, mand. Så hende godt.
Mand #1: Nogle gange ikke? Så bliver man bare lidt træt af den samme tissekone.
Mand #2: *mumler samtykkende*
Mand #1: Så kunne det da være rart med et stramt, blødt hul, på 18-19 år. Bare for lige at dyppe.
Mand #2: Ja, bare lige få spidsen ind.

Jeg er ret tolerant i ædru tilstand, og når jeg først får noget indenbords, bliver jeg (næsten) den mest inkluderende og forstående type i verden. Men den samtale gjorde mig hidsig. Fuck. To fulde, fuldvoksne mænd i en propfyldt, men forholdsvis stille, bus. Og jeg kan ikke lade være med at lytte. For de står jo lige dér. Men fuck. Jeg fik det fysisk dårligt. Og det var ikke på grund af dunsten af pommes og nuggets, der langsomt var sivet ud af min rygsæk. Jeg kunne seriøst ikke komme hurtigt nok af den bus.

Jeg ved stadig ikke helt, hvordan jeg har det med den samtale. For man må jo godt snakke om sex med sine venner. Og det er jo fair nok, hvis han er gået lidt død i at have sex med den samme kvinde. Og hvem ved? Måske har han store problemer med at udtrykke sine følelser, og det bare var hans måde at sige: “jeg har det lidt svært ved at være i et fast forhold lige nu, jeg savner at være single”. Jeg aner det ikke. Jeg var bare forarget. Sådan snakker man altså ikke. Og slet ikke i en bus fuld af mennesker.

Hende ‘den lækre’ der stod foran, ignorerede dem heldigvis – og de henvendte sig gudskelov aldrig direkte til hende. Jeg tror ikke engang, det var hendes ‘stramme, bløde hul på 18-19 år’, der blev omtalt – hun var bare en katalysator for en fucking klam tankestrøm. Som han godt lige kunne have vendt med sin kammerat, efter de var steget af bussen. Han kunne også have skrevet den ned i sin dagbog. Så vi andre slap for at høre det. Men vi slap ikke for at høre på ham. Og nu har du også hørt det, Nina. Det var måske lidt træls af mig at dele det her med dig. Men jeg kunne altså ikke holde det inde i mig selv.

Jeg kan berolige dig med, at jeg faldt lidt til ro, da jeg kom hjem i lejligheden. Pomfritterne, de seks nuggets og et afsnit af Venner hjalp.