En forsinket dimissionstale

Nedenstående er skrevet i timerne efter, at jeg ‘deltog’ i min egen dimission. Jeg siger det med citationstegn, fordi jeg faktisk bare så det på Zoom. Ingen har efterspurgt den her ‘tale’ – men hey, sådan er bloggerlivet, ikke? Nobody asked for this:

Nå, det var så det. Jeg havde ikke forventet ekstasen fra studenterugen, men det her er alligevel en overraskende flad fornemmelse. At være færdiguddannet burde om noget være et mindeværdigt overgangsritual. Men det føles mest bare som endnu en dag i ugen. Måske fordi jeg bare fulgte med i min lejlighed fra Zoom og ikke dukkede op i bil til Drive-In Dimission. 

Gennem hele arrangementet var der en overvældende tanke, der blev ved med at dukke op hos mig. Den blussede op som et helt Sankt Hans-bål og krævede at blive hørt: ”Hvad med os andre?”

Ja, det er ikke for at lave en ’os og dem’-diskurs, det er der fucking rigeligt af i verden, men måske mere for at igangsætte en snak om, hvad jeg tror (og håber inderligt, så jeg ikke er den eneste) mange dimittender går rundt og føler.

Stemningen til dimissionen var der ikke noget galt med – på mange måder var alt ligesom det skulle være. Der blev klappet, dyttet, flaget og hujet for alle pengene. De studerende blev hyldet! Og rektor snakkede om alle de vigtige opgaver, vi skal ud og varetage i verden, den verden som vi med vores arbejdsliv nærmest er forpligtet til at forandre og revolutionere – bare med vores rene talent og færdigheder. Hvor lyder det bare fantastisk, gør det ikke? Slet ikke overvældende eller intimiderende på nogen måde, vel?

Det var her, tanken ”hvad med os andre?” dukkede op. Den har jeg besluttet mig for at skrive lidt om. Og give et skud ud til alle dimittender fra landets videregående uddannelser, der ikke rigtig identificerer sig selv som et af de revolutionerende talenter, ’de voksne’ hylder igen og igen. Størstedelen af os kommer nok ikke til at ændre synderligt på verden eller vinde store priser. Det er jo skidefedt for dem, der gør! Dem kan vi ikke undvære, for guds skyld da. Det er jeg godt klar over. Men der er heller ikke noget i vejen med at være middelmådig. Vi kan ikke alle sammen blive store karrierekanoner. Hvis det er det, du drømmer om selvfølgelig – så vil jeg ikke stoppe dig. Tvært imod! Drøm løs! Du kan gøre det! Jeg tror på dig! Men hvis du derimod drømmer om bare at have det hyggeligt, mens du er her og være noget for dine nærmeste. Så vil jeg bare gerne sige, at jeg ser dig. Og jeg forstår dig godt.

Alt det her kommer selvfølgelig fra mig – en 25-årig kvinde, der for alt i verden ikke vil være middelmådig og med denne blog forsøger at råbe folk op. Mit ego er enormt, og mine tanker om mig selv er lige så høje som rektors forventninger i hendes tale til os i dag. Men jeg tror måske mit storhedsvanvid bliver mindre med alderen. Det lader det til, hvis jeg kigger på de seneste 3,5 år på DMJX. Medmindre der selvfølgelig sidder et forlag derude, der gerne vil have mig til at skrive en bog og blive en anerkendt forfatter. I så fald vil jeg med glæde beholde mit kæmpe ego.

Men på trods af mit storhedsvanvid og min fortid som 12-talspige med spidse albuer – så kommer der her et skud ud til dig, der kun med nød og næppe kom igennem. Skud ud til dig, der droppede ud undervejs og stadig ikke rigtig ved, hvad du skal. Skud ud til dig, der er klar til dagpenge og dig, der har sagt ja til et job, du ikke ved, om du bliver glad for. Skud ud til dig, der bare starter forfra på en helt ny uddannelse, fordi den seneste ikke var den rigtige. Skud ud til os alle sammen!

Jeg aner ikke, om der er en tydelig pointe i det, der står skrevet ovenfor. Måske er det bare tom galde. Men fordi der er en lillebitte chance for, at der måske er noget vigtigt gemt i sætningerne, så lader jeg dem stå. Og så se det her som en opfordring til at tale lidt mere om arbejdslivet (eller mangel på samme). Både om de store ambitioner og ’jeg arbejder for at leve’-jobbet.

BTW: Jeg har tidligere skrevet, at jeg ville skære ned på mit forbrug af ’skud ud’. Det tager jeg i mig igen. Det udtryk dør aldrig på den her blog. Og sådan er det. Skud ud!

P.S. Al den her snak om, at det er okay ikke at stile højt, minder mig om noget, jeg har skrevet herinde tidligere om at være ung og uambitiøs – der begynder at tegne sig et mønster.