5 ud af 8: Anne Anmelder - CS:GO

6 ud af 8: falske statistikker, der sagtens kunne være sande

Dav Nina!

Jeg er vendt hjem til Brønshøj efter en vidunderlig juleferie hos mine forældre. Men lige så godt det var at være hos dem, lige så godt er det nu at komme hjem til sig selv. Ah.

Jeg lover, at jeg nok skal lave det obligatoriske indlæg om nytårsfortsætter og refleksioner over 2018, men det bliver altså ikke i dag.

I dag skal det hverken handle om dybe sandheder eller om mig. I dag skal det handle om statistik. Og løgne. To ting der ikke rigtig hænger sammen. I forbindelse med vores seneste fag på DMJX, ‘Kreativitet og Ideudvikling’, med den kære Susanne, har jeg haft ekstra meget lyst til at brainstorme og komme på nye idéer. Så det har jeg forsøgt mig med i dette indlæg.

Overskriften er ‘falske statistikker, der sagtens kunne være sande’. Ud fra det er jeg kommet på statistikker, som jeg synes lyder sandsynlige nok til at være sande, men som også er lidt sjove. Og helt sikkert ikke nogle, du kan finde på dst.dk. Eller også kan du, men jeg har ikke tænkt mig at dobbelttjekke.

But here we go!

32 % af alle udeboende studerende på su (med vaskekælder) har vendt underbukserne på vrangen for at få en ekstra dags brug.

43 % af hundeejere med hund på størrelse med en labrador (eller større) samler ikke altid efterladenskaber op på gåturen.

60 % af danske LinkedIn-brugere indrømmer kun at have en profil, så de kan komme tættere på chefen.

86 % af pendlerne har tørret en snotter af i et bussæde – inden for de seneste tre måneder.

49 % af dem, der ser Game of Thrones, ser det kun fordi deres partner/roomie/bedste ven/nabo/kollega/skraldemand ser det.

34 % af studerende fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskoles afdeling i Emdrup (Ninas og min skole) skider på toiletterne ude i opgangen i tårnet.

78 % af alle studerende printer privat på deres uddannelsesinstitutions printere; lejekontrakter, fakturaer, koncertbiletter, indkøbslister, kærestebreve mv.

12 % af profiler på Instagram er såkaldte ‘secret creepers’ – desperate singler eller paranoide folk i parforhold, der snager i deres (potentielle) partners opførsel eller fortid.

66 % af alle mellem 18 og 25 år synes at bakken med pomfritter, de kværner fredag nat efter byturen tæller som mindst 2 ud af de 6 stykker frugt og grønt om dagen.

84 % siger at de tisser, når de står under bruseren. Resten lyver.

17 % af dem, der har været på den obligatoriske Asien/Sydamerika-tur i deres sabbatår lyver, når de siger at de “da slet ikke havde diarré på noget tidspunkt. Min mave passer bare godt til den kultur. Det kommer nok af at være så berejst (og bedrevidende).”

21 % af dem der cykler uden cykelhjem overvejer at købe en hjelm, hver gang de har cyklet fulde hjem fra en bytur.

2 % køber en hjelm. Resten glemmer det.

52 % af voksne børn, der overnatter hjemme hos deres forældre i juledagene fortæller, at de føler sig som teenagere igen efter blot 24 timer.

13 % udtaler at de nogle morgener vågner op, og tror de stadig bor hjemme.

Jeg håber du har hygget dig med mine statistikker – jeg synes faktisk det var ret sjovt at finde på. Vi skrives i morgen!

Kommentar(er)

Intet pres. Du er velkommen til lige at skrive, at jeg er nice. Eller nederen. Noget derimellem i hvert fald.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

5 ud af 8: Anne Anmelder - CS:GO