ung og uambitiøs

solo-date

Solo-date

Dav Nina

Kan du huske mig? Din studieveninde, som du har en blogkorrespondance med?

Jeg kunne nærmest ikke finde ’tilføj nyt’-knappen, da jeg skulle starte dette indlæg – så lang tid siden er det, jeg sidst skrev noget herinde. Men nu er jeg her i hvert fald. Med kun en smule dårlig samvittighed i bagagen. Og et overstået praktikforløb! Og en snart afsluttet sommerferie! Tiden flyver når man har det sjovt.

I går havde jeg det rigtig sjovt faktisk. Jeg var nemlig på en solo-date. Det lyder muligvis som det værste self-help bullshit, du nogensinde har hørt. Men det er slet ikke så dumt endda.

Jeg bor alene, så på mange måder er hver dag en slags solo-date. Lyder det lidt ensomt? Det synes jeg ikke, det er. Jeg elsker at bo alene. Ikke at jeg nogensinde har haft roomies (ud over mine forældre og brødre, da jeg boede hjemme). Men nu har jeg boet alene i halvandet år, og jeg er stadig væk ret vild med idéen.

På trods af at jeg er vild med at bo for mig selv, kender jeg også mig selv så godt, at det kræver lidt arbejde for at overleve. Min lejlighed er klart mit hjem og min hule, men jeg er også godt klar over, at det kan blive lidt for eneboer-agtigt. Der er jo weekender, hvor jeg ikke går uden for en dør i 48+ timer. Det kan godt sætte ens mentale helbred lidt på prøve. Så en gang imellem kan jeg godt lide at tage mig selv ud – og det gjorde jeg i går. Og som den ægte blogger jeg er, dokumenterede jeg (næsten) hele dagen/daten.

Outfittet
Jeg købte en flot kjole, da jeg var på ferie i Barcelona (mere om dén tur snart forhåbentlig!) og har set frem til at tage den på lige siden. I går virkede som en herlig anledning. Til trods for mine praktiske tendenser, når det kommer til påklædning, så kan jeg faktisk godt lide at se pæn ud. Så jeg tog kjole på! Og mascara! Og støvler! Og øreringe! Synes det endte med at være et ret godt look. Det bedste jeg ved er at have joggingbukser og ingen bh på, men det næstbedste er nu at føle mig lidt lækker.

Jeg havde ikke noget bælte til kjolen, men til gengæld havde jeg noget rustikt gavebånd. DIY for alle pengene baby!

Men! Safety first! Selvom jeg er en fashionista, så skal det ikke stå i vejen for min cykelhjelm. Eller en varm jakke, hvis nu det blev regnvejr.

Frokost
Jeg besøgte Gaarden & Gaden, hvor jeg aldrig havde været før, men cyklet forbi mange gange. Jeg bestilte en Croque Madame uden helt at kunne huske, hvad sådan en indeholder. Men jeg undlod at Google det, for overraskelsens skyld. Living on the edge, Nina. Sådan er jeg bare. Og det var virkelig fråderen!


Det er altid lidt nervepirrende at skulle gå alene ind på et spisested og spørge efter ’et bord til én’. Men det er sjovt, at jeg har det sådan, for jeg har gjort det virkelig mange gange nu, og der er aldrig en tjener, der har rynket på næsen over det. Eller givet mig et trist blik, når jeg sad og spiste alene.
Jeg plejer bevidst at undgå at spørge om ’et bord til én’ men bruge nogle andre ord. I går spurgte jeg tjeneren om ’de havde plads til mig’ og så var det pludselig en helt anden situation. Ord kan sgu et eller andet, Nina. Det er ikke for sjov, at vi læser kommunikation, tror jeg. Okay, det er lidt for sjov. Men også lidt for alvor.

Begravelsesplads
Efter frokost gik jeg tur på Assistens Kirkegård. Som jeg naivt i årevis har troet hed Assistentens Kirkegård. Ups. Men der var herligt! Jeg kan ret godt lide kirkegårde – hvilket måske er lidt dystert. Men jeg synes, det er spændende at kigge efter sjove efternavne og flotte gravstene. Og tænke over alle de skæbner og gode historier, der ligger begravet. Det er altså lidt livsbekræftende at vide, at vi alle sammen skal dø. Det lyder lidt modsigende, det kan jeg godt læse. Jeg mener bare, at der er noget dejligt befriende i at vide, at vi alle skal samme vej.
Jeg bevægede mig også ind på Mosaisk Nordre Begravelsesplads som ligger i Møllegade. Havde aldrig været derinde før, der var virkelig smukt! Flotte gamle lindetræer og en masse gravsten. Pladsen er fra 1694, og så vidt jeg kan forstå er det Danmarks første jødiske begravelsesplads. Den er i hvert fald gammel. Og meget imponerende!

Mamma Mia
Nå, nu til dagens/datens højdepunkt! I 2008 så jeg den første Mamma Mia i biografen. Og var ikke synderligt begejstret. På det tidspunkt havde jeg ikke rigtig noget forhold til ABBA. Det har jeg fået efterfølgende, og nu har jeg måske set den film 7 gange. Cirka. Så selvfølgelig skulle jeg se efterfølgeren. Den var fjollet. Cher var med, så det var lidt uundgåeligt. Den vinder helt sikkert ikke en Oscar, men det er jo heller ikke meningen! Der er gedigen underholdning, god musik og smukke mennesker. Jeg slugte den råt selvfølgelig. Jeg grinte. Jeg græd. Jeg kommer helt sikkert til at se den igen. Og igen. Og igen. Du ved, hvad jeg mener, Nina.

Galette, Gin og Bones
Dagen sluttede hjemme i Brønshøj, hvor jeg lavede galette. Hvilket egentlig bare er et fancy ord for en tærte uden tærteform. Mums i hvert fald. Jeg fik mig en gin & tonic (eller tre) og så et afsnit Bones (eller tre). Og så dejsede jeg omkuld. Skøn dag. Skøn date. 10/10 kan klart anbefales for alle singler derude. Også folk i forhold! Alenetid skal ikke undervurderes.

Kommentar(er)

Intet pres. Du er velkommen til lige at skrive, at jeg er nice. Eller nederen. Noget derimellem i hvert fald.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

ung og uambitiøs