ung og uambitiøs

Dav Nina!

Tak for sidst! Det var så skønt at se dig i virkeligheden. Det var jo faktisk første gang, at vi var sammen bare os to. Er det lidt underligt? Jeg har det som om, vi har tilbragt mange timer sammen. Men det har vi selvfølgelig også, hvis man tæller timerne DMJX med.

I hvert fald var det virkelig hyggeligt! Og det bringer mig også til dagens emne. Vi snakkede lidt om ambitioner og fremtidsplaner, da vi så hinanden tidligere på ugen. Vores praktikforløb er ved at være ved vejs ende, og vi skal snart tilbage på skolen. Min hjerne er indrettet således, at jeg altid bliver frygtelig reflekterende, når jeg skal til at afslutte/begynde noget. Så du kan jo godt forestille dig, at der er rigeligt med aktivitet efter snart et halvt år i praktik hos Lær for Livet.

12-tals-pige: fy for den lede rødbede
Noget, jeg især har tænkt på i de sidste par uger, er ambitioner. Jeg har altid karakteriseret mig selv som en ambitiøs ung dame. Det har nok i for høj grad været baseret på baggrund af mine præstationer i folkeskolen og gymnasiet. Det at være 12-tals-pige kan godt stige en til hovedet. Jeg har i hvert fald tidligere brugt begrebet som en beskrivende faktor af min personlighed. Hvilket jeg godt kan se nu er fucking arrogant og uklogt. Mine karakterer siger ingenting om mig. Det har vi også snakket meget om Nina – det med karakterer. Jeg er helt holdt op med at sige de tal, jeg får tildelt, højt for andre mennesker. Karaktererne skal ikke have magten over mig længere.

“Du skal nok blive til noget stort, Anne!”
Er det ment som rosende ord eller en kommando? Skal jeg blive til noget stort? Eller må jeg godt selv vælge? Og hvem fuck har nogensinde sagt det til mig? Jeg kan ikke sætte finger på en situation, hvor jeg har fået det at vide. Jeg tror det kommer indefra. Når man klarer sig godt i skolen, så skal man blive til noget stort. Den logiske slutning har jeg selv lavet. Jeg har i mange år haft en forestilling om, at jeg skulle blive til noget stort. Noget vigtigt. Noget ambitiøst.

Indtil nu.
Jeg kan ikke forklare præcist, hvad det er, der har gjort mig uambitiøs. Jeg er nok heller ikke blevet helt uambitiøs. Jeg har bare fået nogle andre ambitioner. Jeg vil ikke længere have et vigtigt job med meget magt og prestige. Det står i hvert fald ikke øverst på listen. Øverst på listen står der: jeg vil være glad.

Listen: 

• Jeg vil være glad
• Jeg vil arbejde med mennesker, jeg har det godt sammen med
• Jeg vil arbejde med noget, jeg tror på og kan stå inde for
• Jeg vil have tid til at holde fri og ikke arbejde 60 timer om ugen
• Jeg vil udfordres

Jeg kan godt afsløre, at jeg har fået alle tingene på Listen mens jeg har været i praktik hos Lær for Livet. Det er ret fedt og vildt. Og vanvittig heldigt.

Mine tanker omkring ambitioner kommer også af at have brugt meget tid på at scrolle ned gennem LinkedIn. Der vrimler det med ambitiøse mennesker, der laver alle mulige seje ting. Måske er jeg bare fucking jaloux på dem? Det har jeg også overvejet. Måske har jeg bare indset, at jeg aldrig bliver til noget stort, og i stedet for at vræle over det, prøver jeg at få det til at lyde som om, det var min egen idé. Jeg kan godt leve med det, hvis det er tilfældet. Hvis jeg ikke bliver kommunikationschef eller starter mit eget bureau, så skal det nok gå alt sammen.

Bitter på individualismen
Med fare for at lyde som om en bitter gammel dame, laver jeg lige en kæmpe generalisering af det samfund, vi lever i. Så er du advaret.

Vi er rigtig gode til at fremhæve den unikke og individuelle præstation. Vi hylder talenterne og læser biografier om store mennesker, der har gjort en forskel i verden.
Men vi kan jo ikke alle sammen rende rundt og være vidundervoksne, der starter eget firma, opfinder nye teknologier eller blogger om vores holdninger (ups..).
De fleste geniale og gode ting, der bliver skabt i verden, bliver skabt i fællesskab. Det kan man bare nemt komme til at glemme, når man kigger på, de mennesketyper vi idoliserer og hylder. Jeg vil gerne hylde fællesskabet lidt. Dem der skaber noget sammen! Skud ud til dem! Og mind lige dig selv om, at det ikke gør noget, hvis du ikke er CEO i dit eget firma med millionoverskud inden du fylder 30. Du er ikke en fejl. Du kan godt være succesfuld, selvom succesen er, at du er glad for at gå på arbejde. Eller at du er glad for at holde fri.

Ung og uambitiøs! Det er okay!