Fortids-Anne

Dav Nina

Du kan godt glæde dig til det her indlæg. Da jeg var nede hos mine forældre i weekenden, fandt jeg alle mine gamle dagbøger frem. Dem har jeg så fragtet tilbage til København, hvor de nu ligger i en bunke på mit spisebord.

Sådan ser mine gamle dagbøger ud. Der er ikke så meget andet at sige til det, end at det er tydeligt, at min sans for æstetik er startet i en tidlig alder. 

Der er virkelig nogle guldkorn gemt i de bøger. En bunke af latterligt drama, ulykkelig kærlighed og frustrationer over ikke at være god nok. Noget af det er morsomt, noget er lidt deprimerende. Fælles for det hele er, at det er tåkrummende at læse. Så nu har jeg tænkt mig at dele det på internettet. For at gøre ydmygelsen total. Men hvis det kan få dig til at trække på smilebåndet, så er det ydmygelsen værd.

Jeg har skrevet dagbog, så længe jeg har kunne skrive og stave, tror jeg. Det har dog aldrig været sådan, at jeg har skrevet hver eneste dag. Men jeg har altid skrevet ting ned. Følelser, hændelser og generelt konstateringer om livet. Da jeg var yngre, var jeg virkelig sikker på, at jeg bare havde regnet det hele ud. Jeg havde ligesom styr på, hvordan verden hang sammen, og hvilken plads jeg havde i den. Der kan jeg afsløre, at sådan har jeg det IKKE længere. I disse dage har jeg ikke styr på noget som helst. Okay. Jeg har lidt styr på det. Men slet ikke i det omfang som Fortids-Anne havde. Jeg tillader mig at citere hende:

“19/6-2011 Søndag
Dagene skal ikke bare gå…
vi skal prøve at få noget ud af dem

I AM AWESOME”

Ja, Fortids-Anne var altså vis. Det er jo lige til et inspirerende foto til Instagram. Sådan et med hvid skrift på et billede af noget natur. Tillad mig at illustrere:

Du har fuld tilladelse til at hænge dét billede op på køleskabet. Jeg lover ikke at dømme dig.
Men ja, jeg var fuld af kloge ord. “I AM AWESOME” er altså et ret fedt mantra at finde i en 7 år gammel dagbog. Jeg havde masser af selvtillid. Det meste af tiden. Jeg må indrømme, at Fortids-Anne også ofte var rigtig utilfreds med sig selv. Bare læs her:

“Mandag d. 24 august 2009 kl. 21:20
Jeg hader bare mig selv! Jeg nævner lige nogle grunde: Fed, bliver aldrig færdig med stil, kommer aldrig igang med blækmat, forelsket i Poul og ikke gengældt. Grrr.
JEG MÅ TAGE MIG SAMMEN!
Poul kan ikke lide mig men alligevel skriver jeg konstant til ham på MSN.
What is wrong with me?
22:30
Nu skriver han at jeg ikke skriver så meget – what?
Det gør han da heller ikke…. men whatover.
Godnat – Hvorfor glemmer jeg alt?”

Puha. Hun stiller høje krav til sig selv, den unge dame. Og så er hun ikke så god til at sætte komma (det arbejder Nutids-Anne også stadig på). Og hun har heller ikke helt styr på engelske udtryk. Whatover. Skidt pyt. Vi ved jo godt, at hun mener whatever. Jeg kan afsløre, at min store kærlighed ikke hed Poul, selvom det virkelig ville være sejt. Jeg har ikke lyst til at dele hans rigtige navn, hvis nu nogen skulle finde på at stalke mine facebook-venner. Eller hvis – oh skræk, oh ve – Poul selv skulle forvilde sig ind på bloggen. Så Poul er altså bare et dæknavn. Ligesom Beate.

Nu vil jeg forsøge at skrive til Fortids-Anne, som svar til det ovenstående dagbogs-notat. Så jeg som Nutids-Anne kan komme med et par vise ord. Det er altid nemmere i bagklogskabens klare lys.

“Onsdag d. 7/3 2018 kl. 19:06
Kære Fortids-Anne.
Lad mig starte med at slå fast – du er ikke fed. Det var du ikke i 2009, og det er du heller ikke i 2018. I 2009 var du faktisk stadig, hvad skolesundhedsplejersken kaldte undervægtig. Det er du heldigvis ikke længere. Nu er du blød alle de rigtige steder. Og du skammer dig ikke længere over det du spiser. Du hader heller ikke dig selv længere. Nu bliver du mest bare sur på dig selv. HADER er sådan et stærkt ord. Især at bruge mod sig selv.

Jeg må desværre beklage og fortælle, at du stadig har lidt dårlig samvittighed, når du går for sent i gang med diverse faglige opgaver. Men jeg kan til gengæld afsløre, at du blev færdig med stilen, og du startede (og sluttede) også på blækmatten. Faktisk gik det helt vidunderligt med det faglige i folkeskolen. Og på efterskolen. Og i gymnasiet. Og det går også ret godt på dit studie. Der tegner sig altså et mønster Fortids-Anne. Det ser ud til, at du ret dygtig? Og intelligent? Jeg kan godt forstå, hvis du er overrasket. Det var jeg også, da det gik op for mig. Men den er god nok – du er god nok.
Og ja, Poul kan ikke lide dig. Og så kan han lide dig lidt alligevel. Men det bliver aldrig rigtig til noget mellem jer. Desværre. Men det er okay, for I har faktisk ikke så mange ting til fælles. Og du er mest vild med ham, fordi han har vist lidt interesse. Det går bare først op for dig senere.

Ja, du glemmer stadig ting en gang i mellem. Men det har ikke haft nogle katastrofale konsekvenser. Endnu. Whatover. Du skal nok klare det. Og det kan jeg sige med sikkerhed, fordi jeg sidder 9 år senere, og indtil nu har du klaret det. Du har klaret det ganske udmærket faktisk.”