Sommerskriv 2017: Ny i min by

Dav Nina!

I dag skal vi til noget meget sårbart, nemlig digtning. Det er også lidt af et throwback-thursday-indlæg. Digte og SoMe-jargon lyder som en usandsynlig kombination. Men her er vi altså. Alt kan ske på davnina.dk

Sidste sommer tilmeldte jeg mig et skrivekursus på Københavns Kunstskole. Det varede cirka 3 måneder, og så mødtes vi en gang om ugen. Tror jeg. Lige nu kan jeg faktisk ikke rigtig huske det praktiske. Men det er heller ikke så vigtigt.
Vi var omkring 10 deltagere og hver gang læste 2-3 personer deres materiale højt. Og så snakkede vi om det. Dem der læste højt, måtte ikke deltage i samtalen om deres egne tekster. Det var fucking grænseoverskridende at skulle læse noget højt og derefter bare tage imod. Uden at bortforklare eller forsvare sit materiale. Men jeg gjorde det!
Det var virkelig en god oplevelse, både i forhold til at få rigtige mennesker til at tage stilling, til noget man selv havde lavet, men det var også virkelig spændende at høre andres tekster.

Men nu til det sårbare; for siden skrivekurset har jeg ikke kigget på de ting, jeg havde med. Indtil for et par dage siden, hvor jeg fandt dem frem igen. Det var ret vildt at genlæse og en smule ubehageligt. Selvom det kun er lidt over et år siden, jeg skrev teksterne, føles det næsten som at læse noget skrevet af en fremmed. Super syret.
Men jeg fandt i hvert fald nedenstående. Et digt om at være tilflytter i København. Det er et digt i genrens løseste form – det rimer ikke over det hele, og det har heller ingen fast vers- eller linjestruktur.

Puha, sikke en rutsjetur det digt er. Når jeg læser det, kan jeg ikke lade være med at tænke på alle de ting, jeg vil ændre på. Der går lidt kritiker i mig. Men jeg synes også, at man skal lade sådan noget være. Jeg tør ikke rette i det nu, for jeg kan ikke genkalde/rekonstruere præcis den følelse jeg havde, da jeg skrev det.

Det lyder jo som om, jeg var helt fremmedgjort i København på det tidspunkt. Som en alien, der lander på Jorden og ikke rigtig fatter, hvad der foregår.
Der må være noget sandhed i det, for ellers havde jeg nok ikke skrevet det. Det er til gengæld virkelig livsbekræftende at genlæse og opdage, at København er blevet mere end min nye by. Det er mit hjem nu. Det er fandme character development! Sikke skønt med noget positiv udvikling.