Anne Anmelder: SMK – “Art in the Making”

Dav Nina

Som jeg nævnte i går, var jeg på SMK, og jeg lovede jo en anmeldelse af den seneste udstilling “Art in the Making”. Så det kaster jeg mig ud i nu – i et segment jeg kalder “Anne Anmelder”. Måske kan det være, jeg anmelder andre ting i fremtiden. Men jeg lover ikke noget!

Jeg starter lige med at fortælle, hvad SMK selv siger om udstillingen:

Hvordan bliver et kunstværk til? Hvordan kommer en kunstner fra idé til færdigt mesterværk?
Rembrandt, Edgar Degas, Nicolai Abildgaard, Bertel Thorvaldsen, Christen Købke, P.S. Krøyer og mange flere. Oplev nogle af kunsthistoriens helt store mestre og deres værker i sæsonens store særudstilling på SMK. 

I udstillingen Art in the Making kigger vi kunstnerne over skuldrene og giver indblik i den kunstneriske proces fra idé til færdigt værk. Gennem en perlerække af hovedværker og sjældent sete skitser kan du følge det kunstneriske arbejde og blive klogere på, hvorfor en række mesterværker ser ud, som de gør.

Så det altså udstillingens fokus – en behind the scenes af diverse malerier. Et ret genialt koncept, hvis du spørger mig. Du har selvfølgelig ikke spurgt. Og det har SMK heller ikke. Hvilket jeg synes er en kæmpe fejl fra deres side. Men sådan er det jo. Hvorfor skulle de også spørge mig til råds? De kan jo ikke vide, at min største drøm er at kuratere en udstilling en dag.

Nå, tilbage til anmeldelsen.

Den er ret magisk. Det kan jeg godt starte med at sige. Der er ingen grund til at lade dig hænge på den måde. Jeg siger det fra begyndelsen – jeg er fan. Men jeg er også nem at begejstre. Lige så snart der er fascinerende facts om kunst og kunstnere, så er jeg solgt.

Jeg har en  inside joke med de veninder, jeg var på interrail med i sommers. Måske er det ikke rigtig en inside joke. Det er mere bare noget, de driller mig lidt med. I hvert fald opdagede de hurtigt, at jeg er ret vild med informationer. Jeg er nem at underholde, når jeg er på ferie. Hver gang jeg spottede en infotavle på vores tur – på en gammel bygning, eller i en park, whenever, whereever – så skulle jeg liiiiige læse den. Jeg kan simpelthen ikke lade være.

Så det er ikke så overraskende at “Art in the Making” gjorde et godt indtryk på mig. Udstillingen er jo fuld af info-tavler!

Det værk, der gjorde allerstørst indtryk var dette portræt, malet af P.S. Krøyer:

Alle rettigheder til SMK, hvor jeg har tyvstjålet billedet fra. Altså fotoet. Ikke selve maleriet. Det kunne jeg ikke få ned fra væggen. Det er også ret stort, så jeg kunne nok ikke have det med i bussen på vej hjem.

Ligner han ikke den rareste mand i verden? Det er forfatteren Sophus Schandorph, hvis eksistens, jeg ikke kendte til – før i går. Han var tilsyneladende meget aktiv under det moderne gennembrud. Og så malede P.S. Krøyer et billede af ham. Det er, hvad jeg ved om søde Sophus. Men det er jo også kunstværket det handler om.
På udstillingen er der hængt seks udgaver af Sophus op på den samme væg – så man kan følge med i Krøyers proces. De første tre afbildninger er skitser, hvoraf to af dem er lavet, mens Krøyer var sammen med vores kære forfatter. Krøyer har skrevet tidspunkt på alle tre skitser. Jeg kan næsten forestille mig, ham kigge på uret, og skrible klokkeslettet på skitserne. Eller måske spurgte han Sophus? På maleriet ligner det, at han har et lommeur.
Dernæst laver Krøyer et oliemaleri i samme størrelse som skitserne. Det er dejligt upoleret, og der er noget ærligt og umiddelbart over det (lyder jeg som en kunstanmelder på Politiken nu?).
Efter det lille oliemaleri kaster Krøyer sig ud i en skitse i samme størrelse som det endelige kunstværk. Det er simpelt men alligevel imponerende, fordi der bliver arbejdet på en ret stor skala (130 x 110 cm). Og så kommer det endelige værk, som er det, jeg har sat ind ovenfor.
Petroleumslampen spreder sit gyldne skær over Sophus’ ansigt, og jeg kan nærmest høre hans kluklatter. Sådan én forestiller jeg mig, at en fyr som Sophus havde. Sådan en latter, der smitter. Maleriet føles meget virkeligt og nærværende. Man får lyst til at spørge Sophus, om han ikke byder på et lille glas, og så ellers slå sig ned ved bordet overfor ham. Han ligner en mand med en masse røverhistorier.
Så – skud ud til P.S. Krøyer og Sophus Schandorph!

Konklusion: Udstillingen gjorde, at jeg følte mig tættere forbundet med kunstnerne, på trods af at ingen af dem lever længere. “Art in the Making” menneskeliggør kunstnere, hvis håndværk jeg ellers ikke har haft et stort indblik i. Det fjerner noget af magien, men på den bedst tænkelige måde. For når magien bliver nedtonet lidt, står virkeligheden i værkerne endnu skarpere.