Forældede TV-anbefalinger fra en snottet kvinde

Dav Nina

Aaaaand I’m back. Jeg var lige væk i et kort sekund. Et sekund der føles lidt som otte dage? Finurligt. Sådan er det jo med tid. På nogle måder er det bare en illusion. Og på andre måder har jeg været syg, og derfor har jeg været væk fra tasterne.

I løbet af mine sygedage formåede jeg at se en hel sæson af Project Runway på Netflix (mit bidrag til modeugen tilsyneladende) og en hel sæson af The Great British Bake Off på TV2 Play. Så selvom jeg har ligget vandret, har jeg fået en masse unyttig viden om modedesign og bagværk. Er du stolt af mig?

Nedenstående er min forklaring af to af verdens bedste programmer. Jeg har også vedhæftet nogle citater. Det blev en sjov opgave, mens jeg så programmerne. Jeg gjorde det mest for at distrahere mig selv fra det faktum, at min næse var så stoppet, at al snottet kom ud af mine tårekanaler. Yummy.

Project Runway
En masse amatør-designere kæmper om at blive den allerbedste designer. De kan vinde nogle penge og noget. Det er lidt ligegyldigt. Heidi Klum er vært. Hendes catchphrase er “in fashion one day you’re in, the next day you’re out” – som hun kan få til at lyde som en kompliment med hendes tyske accent. Tim Gunn er deltagernes mentor og hans catchphrase er “make it work!”. Han er meget elskværdig på sådan en onkel-agtig måde. 
Det fede ved Project Runway er at deltagerne bliver virkelig stressede og frustrerede, og pludselig kan man relatere helt vildt meget til dem . Selvom man ikke selv skal sy en kjole med ting fra et byggemarked.
Noget andet der er helt vidunderligt er, at de to sæsoner der ligger på Netflix, næsten er et årti gamle. Så når jeg synes tøjet ser pænt ud, synes dommerne altid, at det er helt forfærdeligt. Og det er selvfølgelig fordi, moden har udviklet sig siden år 2009. Det har intet med min tvivlsomme smag at gøre.

Alle rettigheder tilhører Lifetime og Heidi Klum, og hvem der ellers kan finde på at sagsøge mig for at bruge det her billede. 

Ovenover ser vi så Tim Gunn i fuld gang med at sætte deltagerne på plads. Han er så fandens underholdende. Og så er han lidt mit idol, tror jeg. En dag vil jeg også se så skarp ud i et jakkesæt.

Og her ser vi to eksempler på deltagernes frustrationer, og hvordan de bare repræsenterer min indstilling til tilværelsen. Ej, nu overdriver jeg. For det meste vil jeg faktisk godt “face the day”. Men jeg er altid lidt clueless. Sådan tror jeg det er at være voksen. Ligesom designerne i Project Runway prøver sig frem, vælger noget grimt satin og kaster det på en model, famler jeg også lidt i blinde. Jeg er dog sjældent catwalk-klar.
Sikke en pæn sløjfe jeg fik bundet på min anekdote om det her program! Nu videre til bagedysten.

The Great British Bake Off
Jeg kan langsomt mærke min egen koncentration dale lige nu, så jeg skal forsøge at fatte mig i korthed.
Det her program har en genial opskrift, der bare virker – sæson efter sæson. To sarkastiske værter med et manus fuld af kage-puns. Tolv seriøse amatørbagere, der desperat higer efter de to dommeres anerkendelse. Paul Hollywood og Mary Berry lyder som to karakterer i Phineas og Ferb, men det er rent faktisk de to dommere. De er et herligt makkerpar. Måske hader de hinanden i virkeligheden. Måske er de nogle frygtelige mennesker. Jeg er pisseligeglad. De er underholdende, og alle de kager gør mig i godt humør. 

Alle rettigheder tilhører BBC, og hvem end der ellers kan komme efter mig. 

Noget andet der gør mig i godt humør, er alle de geniale ting, både deltagere, dommer, og værter spytter ud. Jeg har gemt et par highlights og dem slutter vi på. Jeg lader dem bare stå for sig selv. De er tit sjovere uden kontekst. Og så skriver jeg nok herinde i morgen aften om en forhåbentlig vellykket kage, jeg skal bage i morgen eftermiddag – muligvis med tømmermænd. Med det mener jeg naturligvis, at JEG muligvis har tømmermænd.  Kagen indeholder 0 % tømmermænd. Det tør jeg godt love.

Lidt godter fra citat-kagedåsen:

Oh stop it Glenn – pouring like a buffoon.

It was going really badly, but now it’s just going quite badly.

Oops. Nothing that a bit of buttercream can’t hide.

If you don’t keep in touch, I’ll kill you.

When I have done this previously people have been quite impressed. They were like: “wauw”. That was my mum and dad though.

I literally just wanna shove the whole spoon in my mouth. If I was at home I probably would.

I will not be defeated by a sodding french biscuit!

You can’t always be good in life – you’ve got to go naughty sometimes.

If the bake doesn’t go well, I’ll just drown my sorrows.

Frankly, anyone who has a life, a job, friends or a famliy doesn’t do this often.

That’s your sixth sense – instead of seeing dead people, you see gluten.